Venstre kræver EU-afstemning

Når der er tåge i det politiske landskab i Europa, er det blot endnu en god grund til at få afskaffet de danske EU-forbehold på rets- og forsvarsområderne, så Danmark ikke ekskluderes fra fællesskabet.

Det siger Venstres EU-ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, der dermed er uenig med handels- og europaminister Nick Hækkerup (S), som mener timingen for at sætte en dato for en EU-afstemning er forkert.

- Det, at der er usikkerhed, er sådan set bare endnu en begrundelse for, at vi skal være med på de her områder, siger Jakob Ellemann-Jensen.

- Der er ikke nogle fordele ved at stå udenfor. Så lad os komme af med den undtagelse fra det retslige samarbejde, der betyder, at det er de andre lande - og ikke os selv - der bestemmer hvor og hvornår, vi skal være med, siger han.

- Jeg synes, at man har behov for at stå sammen i svære tider. Og det har man også i Europa, hvor Danmark står meget stærkere sammen med resten af EU.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har mandag meldt ud, at partiet er klar til at gøre op med de to forbehold, og foreslår regeringen en lynafstemning allerede til foråret, når der alligevel er EU-Parlamentsvalg.

Nick Hækkerup mener derimod ikke, at det er hensigtsmæssigt at låse sige fast på en dato på nuværende tidspunkt, fordi den politiske dagsorden i Europa i øjeblikkeligt bevæger sig hurtigt.

Derudover påpeger han, at røgen fra finanskrisen stadig er over os, og det er bedst, at regeringen venter med at agere, til det europæiske landskab står klart.

Men den logik har Jakob Ellemann-Jensen svært ved at følge.

- Jeg har meget svært ved at se, hvor meget finanskrisen har at gøre med det retslige samarbejde.

- Det er klart, at en afstemning om euroen ikke er aktuel lige nu, og det er der mange grunde til.

- Men de to andre forbehold, synes vi, er nærliggende at tage en afstemning om, når vi formentlig alligevel også skal have en afstemning om en EU-patentdomstol, siger Ellemann-Jensen og tilføjer:

- Det er selvfølgelig regeringens ret at fastsætte en dato for en folkeafstemning.

- Men den skal også se det her som en udstrakt hånd fra det største oppositionsparti, der kommer og siger: vi er klar til at tage jer i hånden og tage den her kamp sammen med jer.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV