Verdens dyreste vil vinde Champions League

Tusindvis af Real Madrid-fans dukkede mandag eftermiddag op på Santiago Bernabeu for at byde den walisiske fodboldstjerne Gareth Bale velkommen til klubben.

Bales længe ventede skifte fra Tottenham faldt søndag aften på plads, og mandag kunne han underskrive en seksårig kontrakt med den spanske storklub efter det obligatoriske lægetjek.

24-årige Bale har store ambitioner med Real Madrid.

- Jeg håber, at jeg kan bringe meget succes til klubben, og at vi kan vinde Champions League for 10. gang i historien, sagde Bale til stor begejstring for de fremmødte fans.

Ved præsentationen havde Real Madrid fået anskaffet sig et barndomsfotografi af Bale iført en trøje fra den spanske hovedstadsklub. Det skabte også stor glæde på stadion.

- Det er fantastisk at være her. Det er en drøm for mig at spille for Real Madrid. Tak for denne fantastiske velkomst, lød det fra Bale.

Det er fortsat uvist, hvor meget Real Madrid har punget ud for Bale, som i sidste sæson blev kåret til Premier Leagues bedste spiller af både sine kolleger og journalisterne.

Men på rygteplan er der blevet talt om et beløb på 100 millioner euro, svarende til cirka 750 millioner kroner, hvilket i givet fald er lig med verdensrekord.

/ritzau/

 

Dagens Gossip