Vi kræver mere af det offentlige

Politikerne har de seneste år blæst til kamp mod danskernes krævermentalitet. Men deres indsats afspejler sig ikke i befolkningens holdning.

Færre danskere sætter nemlig en ære i at klare sig selv uden offentlig hjælp sammenlignet med 1995, viser en ny undersøgelse som YouGov har foretaget for KL's magasin Momentum.

57 procent af befolkningen svarede i 1995, at de var 'meget enige' i, at de 'hellere vil klare sig selv frem for at bede det offentlige om hjælp, selv om man har ret til den'.

I dag giver kun 27 procent det samme svar.

Den udvikling vækker bekymring hos de Konservatives beskæftigelsesordfører, Benedikte Kiær.

- Det er et skræmmende resultat. Hvis det virkelig står sådan til, er der kun en vej for vores velfærdssamfund - og det er nedad en dyb, dyb skrænt, siger hun til Newspaq.

Benedikte Kiær peger på, at regningen ikke betaler sig selv. Hun opfordrer derfor politikerne til at tænke sig om en ekstra gang, når de får en god ide.

- Vi skal ikke please vælgerne og indrette samfundet, så alle bare stikken poten frem.

Og beskæftigelsesordføreren har en klar besked til de borgere, der mener, de bare kan kræve penge af det offentlige.

- Vi skal sætte en ære i at kunne klare os selv. Vi kan ikke have et samfund, hvor alle bare stikker poten frem, for så er der bare ikke nogen penge. Der er jo nogle, som skal hente pengene hjem.

Hos Dansk Socialrådgiverforening vækker undersøgelsens resultat til gengæld begejstring.

- Det her er meget positive tal. De viser, at danskerne har tillid til, at de kan søge hjælp, hvis de har problemer, siger formand Majbrit Berlau til Politiken.

 

Dagens Gossip