Viktor Fischer vil være førstevalg

Nicklas Bendtner er det klare førstevalg i angrebet på det danske fodboldlandshold, mens kampen om at være den næste i rækken er langt mere åben.

Ajax-talentet Viktor Fischer satser på, at det kan blive ham, der på sigt presser sig ind bag Bendtner eller måske endda foran.

- Jeg er helt sikkert ikke forrest i køen, og det er jeg udmærket godt klar over. Min rolle er så at håbe på, at jeg over tid kan overhale de en, to, tre eller fire angribere, der er foran mig i køen.

- Jeg skal over tid blive dygtigere end dem og komme ind i bedre perioder end dem og vise, at jeg er den mand, som skal spille på den plads, siger Fischer.

I de seneste måneder har han fået sit gennembrud hos Ajax, hvor det er blevet til fast spilletid og flere mål. Det gav debut på A-landsholdet i 1-1-venskabskampen ude mod Tyrkiet i november.

Fischer blev skiftet ind i den kamp, og han går efter at få genvalg på holdet.

- Uden at sætte tal på, så er det et langsigtet mål, men jeg ved, at det kan lade sig gøre.

- Om det kan ske allerede til næste kamp med landsholdet, det ved jeg ikke en gang selv, om jeg tror på, siger Ajax-kometen.

Lige nu er førstevalget Bendtner ude med en skade og yderst tvivlsom til 2013's to første VM-kvalifikationskampe i marts.

Dansk Boldspil-Union (DBU) kårede i december 18-årige Viktor Fischer som årets talent under 19 år. Prisen giver masser af selvtillid og tro på større ting - også på landsholdet, men han bevarer ydmygheden.

- En ting er at håbe, en anden ting er at tro det, og en tredje ting er at forvente det. Derfor vil jeg nok ligge mig i den blok, der hedder at håbe på at få lov til det igen i 2013.

/ritzau/

 

Dagens Gossip