Vildt knivoverfald: 43-årig er anholdt

En 43-årig mand er anholdt for at stikke en anden mand tre gange med en kniv mandag i Kalundborg.

Offeret er fløjet på Rigshospitalet, og hans tilstand betegnes som stabil, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Meldingen var, at den forurettede var i stabil tilstand, og det tolker jeg, som at han er uden for livsfare, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard til Ritzau.

Den 43-årige blev anholdt på sin bopæl klokken 10.30, og politiet ønsker ikke at oplyse, hvad der kobler den 43-årige til overfaldet.

- Der er masser af politi og hundepatruljer til at afsøge gerningsstedet, og det er endnu uvist, om vi har fundet gerningsvåbnet, fortæller Martin Bjerregaard.

Overfaldet skete på Lerchenfeldvej, og politiet blev alarmeret klokken 10.09.

/ritzau/

Dagens Gossip