Vilhelmsen klar til højere skatter

Det kom frem i en debat mellem de to formandskandidater i SF i DR2's Deadline søndag aften.

Her blev hun spurgt om, hvordan hun vil sikre øget lighed i samfundet.

- Vi har de gode hensigter. Men så må vi også sætte politisk handling bag og det er f.eks. at arbejde med progressiv beskatning og prøve at fjerne nogle af de uligheder, vi ved, der er, sagde Annette Vilhelmsen.

Så skatten skal op?

- Det skal den meget gerne for nogle, når det en gang kan lade sige gøre, sagde Annette Vilhelmsen med henvisning til regeringsgrundlaget.

Astrid Krag ville derimod ikke svare direkte på om hun vil lade skatterne stige, f.eks. i form af en millionærskat, som SF gik til valg på i 2011.

- Diskussionen om millionærskat er jo lukket, bemærkede Astrid Krag.

Annette Vilhelmsen fortalte også i Deadline, at hun ikke er tilfreds med den sociale profil i det nuværende regeringsgrundlag.

Under debatten med Krag, gav Vilhelmsen sit bud på, hvordan SF tydeligere skal markere sig, hvis SF næste gang skal forhandle regeringsgrundlag med hende i formandsstolen

- Det er for eksempel at sikre, at dem der har mindst, de får mere. At vi laver denne her omfordeling. Og den er jeg helt med på, at vi ikke gør i det regeringsgrundlag, vi har nu, sagde hun og fortsatte:

- Det er rigtig vigtigt for mig, at vi har en stærk social profil, og den sociale profil er hele grundlaget for vores politik.

 

Dagens Gossip

Dagens TV