Vognmænd kræver fotokontrol af østchauffører

Fotokontrol skal sætte en stopper for udenlandske chaufførers ulovlige kørsel med varer i Danmark.

Det er et fælles forslag fra chaufførernes fagforening og arbejdsgiverne i Dansk Transport & Logistik (DTL), skriver Politiken torsdag.

Det er tilladt for udenlandske chauffører fra de øvrige EU-lande at transportere varer i begrænset omfang i Danmark, men både arbejdsgivere og ansatte har en mistanke om, at transporterne har taget et alt andet end "begrænset omfang".

- Prøv for eksempel at tage ind på rastepladsen ved Karlslunde syd for København. Der står som regel mellem 40 og 50 vogne, og blot 2-3 stykker af dem er på danske plader, siger gruppeformand Jan Villadsen fra 3F's transportgruppe til Politiken.

Bulgarske, rumænske og andre østeuropæiske chauffører får ifølge fagforbundet og arbejdsgiverorganisationen lønninger på helt ned til 5.000-7.000 kroner om måneden.

- Lønningerne er cirka en tredjedel af vore omkostninger, så det er nærmest umuligt at konkurrere med for danske vognmænd, siger DTL-direktør Erik Østergaard, der repræsenterer op mod 2.300 transportfirmaer.

Det er tilladt for udenlandske chauffører at køre den såkaldte cabotagekørsel i Danmark. I forbindelse med at de afleverer gods her i landet, må chaufførerne ifølge EU's regler køre tre indenrigsture i Danmark i løbet af syv dage. Reglerne er lavet for at hindre tomme lastbiler på landevejene, som ville belaste miljøet.

- Vi har absolut ikke noget mod cabotagekørsel. Det er fornuftigt, at lastvognene ikke skal køre tomme rundt, men reglerne bliver systematisk brudt, siger Jan Villadsen til Politiken.

Derfor vil fagforeningsmanden og modparten i DTL have fotosystem med nummergenkendelse, så politiet nemt kan se, hvor længe en udenlandsk chauffør har opholdt sig i Danmark. Fotofælderne skal opstilles på strategiske steder.

- Det kunne for eksempel være ved grænseovergange og Storebæltsbroen, siger Erik Østergaard til Politiken.

Den anden store arbejdsgiverorganisation DI Transport, der repræsenterer de største vognmandsfirmaer, mener, at omfanget af østchaufførers ulovlige kørsel i Danmark har været overdrevet.

- Men vi har ikke nogen indvendinger mod forslaget om fotokontrol. Det kan være en vej at gå, siger branchedirektør Michael Svane fra DI Transport til Politiken.

Dagens Gossip