Voksende vrede over regering: Hold jer væk

Luk munden og pas jeres arbejde frem for at blande jer i overenskomstforhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter.

Sådan lyder beskeden nu fra en række fagforeningsformænd til regeringen midt i konflikten mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening.

Seneste har uddannelsesminister Morten Østergaard (R) bedt lærerformand Anders Bondo Christensen om at trække sit udsagn om, at han ikke længere vil anbefale unge at blive lærere, tilbage.

Det kan nemlig skade søgningen til læreruddannelsen, hvor kvote 2-fristen udløber om få dage.

Men kommentaren kan ikke undskyldes. Den er langt over stregen, mener Grete Christensen, der er formand for 70.000 sygeplejersker i Dansk Sygeplejeråd.

- Jeg synes, det er utrolig beklageligt, at ministrene forestiller sig, at de skal blande sig i den konflikt. Det ville klæde dem at blande sig udenom. Vi har et godt og roligt arbejdsmarked, fordi arbejdsmarkedets parter klarer overenskomstforhandlinger selv, siger hun.

Grete Christensen henviser til trepartsforhandlinger med regeringen, hvor ministrene kan få indflydelse på aftalerne på arbejdsmarkedet.

Hendes kollega Henning Pedersen, formand for pædagoger og klubfolk i BUPL, kalder regeringens indblandt for 'utidig'.

- Det er jo et forsøg på at lægge pres på forhandlingerne. Nu kommer den ene minister efter den anden og har en mening om lærernes konflikt. Lad dem dog nu få ro til at forhandle, i stedet for al den indblanding, der kun trækker tingene i langdrag, siger han.

Henning Pedersen kalder regeringens pres på et frontalangreb på den danske model. Han mener, hele forløbet har principiel betydning for på aftalemodellen i Danmark.

- Allerede inden overenskomstforhandlingerne gik i gang var regeringen jo ude med en melding om, at de gerne så, at arbejdstidsaftalen blev ændret, så lærerne kunne arbejde mere. Det skulle være med til at få gennemført en ny folkeskolereform. Det gør det jo svært at finde en løsning for begge parter, siger Henning Pedersen.

TV 2's politiske redaktør peger på, at indblandingen i overenskomstforhandlingerne ikke sker med Socialdemokraterne og SF's gode vilje. Men regeringen er nødt til at tage skrappe midler i brug for, at endnu et prestigeprojekt ikke går i vasken.

- Overenskomstforhandlingerne skal finansiere end del af folkeskolereformen. Og det skal hentes gennem at ændre lærernes arbejdstider. Regeringen er meget nervøs for, at det her kommer til at skade deres projekt. Og derfor føler de det nødvendigt at gå ud og forsvare reformen og helhedsskolen, siger han.

 

Dagens Gossip