Voldsramte kvinder dropper deres mænd

Voldsramte danske kvinder, der har været på krisecenter, dropper i langt flere tilfælde den voldelige ægtemand eller kæreste, end tilfældet var for en håndfuld år siden.

Ifølge årsstatistikken for 2012 vender blot 12 procent af kvinderne tilbage til voldsudøveren efter et ophold på krisecenter, og det er en halvering i forhold til 2006, hvor 24 procent af de voldsramte kvinder vendte tilbage til voldsudøveren.

Social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) er tilfreds med de nye tal.

- Den positive udvikling er meget glædelig. Vi ved, at sådan et liv, der er præget af vold i en familie, er stort set noget af det værste, man kan forestille sig. Og vi ved også, at det har rigtig stor betydning for de børn, der er involveret, siger hun og fortsætter:

- Og jeg er også glad for, at der er en markant udvikling i det. Vi kan se, at tallene har flyttet sig fra år til år.

Ministeren forklarer, at den positive udvikling blandt andet skyldes, at Socialministeriet siden 2008 har stillet krav til kommunerne om, at de skal tilbyde familierådgivning til kvinder med børn:

- Det vil sige, at når en kvinde med et barn flytter fra et krisecenter, så skal kommunen støtte kvinden i overgangen. Og det føler jeg mig ret overbevist om bidrager til den positive udvikling.

Annette Vilhelmsen fremhæver desuden, at der i satspuljen 2012 blev afsat midler til at gøre en ekstra indsats på området, hvilket blandt andet har resulteret i psykologhjælp til kvinderne på krisecentrene.

Hun nævner dog, at der stadig er plads til forbedringer på området.

- Der er altid noget, man kan gøre bedre. Noget af det, som jeg forventer mig noget af, er, at man har lavet et initiativ, der tager udgangspunkt i de mænd, der udøver volden.

- Det er et interventionsinitiativ, politiet kan tilbyde, når de kaldes ud til husspektakler. Det glæder jeg mig til at se resultaterne af, når de kommer, fortæller ministeren.

I 2012 havde omkring 2000 kvinder og 2000 børn et ophold på et kvindekrisecenter.

/ritzau/

Dagens Gossip