Vragede folketingsmedlemmer står uden job

Vælgernes dom kan være benhård og i sidste ende sende landets magthavere ud i arbejdsløshed.

Det er et usikkert job at være medlem af folketinget. Den ene dag står politikerne på magtens tinder - den næste står de i arbejdsløshedskøen.

Altinget.dk har i en ny opgørelse spurgt de 26 medlemmer af Folketinget, der ved valget sidste år røg ud, om de i dag har fundet et nyt job. Opgørelsen bør få det til at løbe koldt ned af ryggen på politikere.

Kun 10 ud af de 26 udstemte er i dag i arbejde.

En af de politikere, der i dag 16 måneder efter valget står uden job er SF'eren Pernille Frahm. Hun har uden held forsøgt at få job som skolelærer.

- Det var vanskeligt at søge job. Jeg er en dyr lærer, og jeg havde været væk fra faget i fire år, da jeg røg ud af Folketinget. Jeg er helt sikker på, at det ikke har gjort det nemmere, at jeg er et navn. Jeg tror, at det er prisen for ikke at være en politiker, der faldt i et med tapetet, siger Pernille Frahm til Altinget.dk.

Venstres Troels Christensen har fundet nyt job, men det var en direkte ulempe at have været politiker, mener han.

- Jeg var jobsøgende efter valget, men fik nogle afslag. Det var faktisk sværere at finde job som eks-folketingsmedlem, end jeg havde forventet. Det er åbenbart lidt kontroversielt at ansætte et kendt ansigt, siger Troels Christensen til Altinget.dk.

At være tidligere politiker og oppe i årene gør ikke jobjagten nemmere. Det må fynboen og socialdemokraten Poul Andersen på 60 år sande.

- Nu er jeg fyldt 60 år, og så er det svært. Jeg forsøger at bruge mit netværk til at finde job, men det er ikke lykkedes endnu. Det er vilkårene, og det er jo ikke så meget anderledes, end det er for alle andre, siger Poul Andersen til Altinget.dk.

Han sad 21 år i folketinget og kan i dag ikke bruge sine evner som telemontør længere.

Heller ikke Tina Petersen (DF), Helle Sjelle (K) eller Vivi Kier (K) har fundet nyt arbejde, men de ønsker ikke at udtale sig om hvorfor de nu må på jobcentret.

En del af de tidligere folketingsmedlemmer får løn i to år efter de er stemt ud, så de er helt frivilligt udenfor arbejdsmarkedet. De bruger blandt andet tiden på barsel, frivilligt arbejde og familien.

Det er blevet sværere at skifte magten ud med arbejdsmarkedet. Efter valget i 2007 var 15 ud af 18 udstemte i job efter tre måneder.

Kilde: Altinget.dk

 

Dagens Gossip

Dagens TV