Waterfront: Tidligere minister var muldvarp

En tidligere minister skaffede gennem pr-bureauet Waterfront i al hemmelighed oplysninger til DSB om regeringens forhandlinger om den nu kuldsejlede betalingsring i København.

Oplysningerne kom fra Finansministeriet og skulle bruges til at sætte DSB i en favorabel forhandlingsposition, inden betalingsringen faldt til jorden i februar sidste år.

Det fremgår ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag af en mail, som direktør i Waterfront Lars Poulsen sendte til to underdirektører i DSB i januar 2012.

Ifølge professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Peter Munk Christiansen er DSB og Waterfront gået langt over stregen.

- Et ministerium og en minister har ret til at have deres egne overvejelser, og her bør en tidligere minister ikke udnytte embedsværket til at skaffe sig mulige fortrolige oplysninger, siger han og understreger samtidig, at DSB omgående burde have stoppet samarbejdet med Waterfront, da Lars Poulsen skrev om den påståede muldvarp.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, er rystet over de nye oplysninger.

- Det er chokerende, at DSB har brugt skattepenge på at spionere mod regeringen. Hvis det virkelig er rigtigt, er det jo helt absurd, siger han.

I mailen fra Lars Poulsen står der intet om, hvem muldvarpen var. Hverken Lars Poulsen eller DSB ønsker at udtale sig.

/ritzau/

 

Dagens Gossip