Wieghorst ømmer sig efter spanske klø

Morten Wieghorst ærgrer sig over den ydmygelse, som hans U/21-landshold blev udsat for torsdag aften i udekampen mod Spanien.

Efter 0-5-nederlaget i den første af to playoff-kampe er den danske chance for at gå videre til EM-slutrunden næste år reduceret til tankespind.

- Først og fremmest er det slet ikke sjovt at tabe 0-5, men når vi får sundet os lidt, har vi tabt til et klassemandskab. Det er ikke første eller sidste gang, og der er ting, vi skal lære af, siger den danske landstræner til tv2sport.dk.

Spaniens Rodrigo scorede de første fire mål i kampen, blandt andet et hattrick på fem minutter i første halvleg.

- Fejl, man kan slippe af sted med i den hjemlige liga, bliver straffet på dette niveau. Vi må for eksempel ikke give en nem omstilling efter vores hjørnespark.

- Vi vil kigge på det og gøre det bedre på tirsdag, siger Morten Wieghorst med tanke på returkampen i Aalborg.

 

Dagens Gossip