Wilbeks nye assistent afsløret

Det bliver Henrik Kronborg, der overtager jobbet som assistenttræner for herrelandsholdet i håndbold.

Den tidligere Nordsjælland-træner blev præsenteret på et pressemøde i Idrættens hus i Brøndby som afløseren for Peter Bredsdorff-Larsen.

Ulrik Wilbeks tidligere assistent valgte efter OL at stoppe i jobbet, fordi han vil koncentrere sig hundrede procent om sit klubtrænerjob i KIF Kolding København.

Da Wilbek skulle finde sin nye højre hånd, behøvede han ikke kigge ret langt væk. Henrik Kronborg tiltrådte for nylig stillingen som ungdomslandstræner og havde egentlig også sagt ja til et assistenttrænerjob i AG København.

Med klubbens konkurs nåede han dog aldrig rigtigt at komme i gang, og dermed var der mulighed for at lægge kræfterne i landsholdsarbejdet i stedet.

42-årige Henrik Kronborg har blandt andet spillet for Helsingør, Team Helsinge og Nordsjælland Håndbold. Han er noteret for én landskamp.

Han fungerede sidste sæson som assistent for Peter Bredsdorff-Larsen i KIF Kolding.

Dagens Gossip