Wozniacki skal holde ældre kvinde nede

Det meste af verdenstoppen i kvindetennis er samlet i Doha i denne uge, hvor Qatar Open afvikles. Caroline Wozniacki kan dog begynde WTA-turneringen med en på papiret nem opgave.

I eftermiddag skal 22-årige Wozniacki møde den ukendte kvalifikationsspiller Mervana Jugic-Salkic fra Bosnien-Hercegovina, som ligger nummer 204 i verden. Det er første gang, at de to spillere mødes.

32-årige Mervana Jugic-Salkic er endda kun videre til første runde i hovedturneringen som en såkaldt "lucky loser", fordi en anden spiller har trukket sig.

Wozniacki er på mandagens verdensrangliste rykket op i top-10 endnu en gang, efter at hun er avanceret fra en 11.-plads til en 10.-plads.

Hvis Wozniacki vinder over Mervana Jugic-Salkic, så venter der allerede langt hårdere modstand i anden runde, hvor rumæneren Sorana Cirstea er favorit til at blive modstanderen.

Når 10.-seedede Wozniacki frem til den tredje kamp i Doha, så vil det formentlig være den femteseedede tysker Angelique Kerber, der står på den anden side af nettet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV