Vækstpakke sikrer borgere og selskaber flere penge

Skrevet af admin

08/05/2014

Mest læste i dag

Både de danske borgere og de danske virksomheder vil få flere penge mellem hænderne, hvis regeringens vækstpakke bliver gennemført. Det forventer i hvert fald regeringen, som fastslår, at "Vækstpakke 2014" vil trække Danmark helt ud af krisen.

Vækstpakke 2014 vil ifølge regeringens beregninger betyde, at virksomhederne kan reducere deres omkostninger med cirka fire milliarder kroner årligt som følge af færre administrative byrder, lavere afgifter og effektiviseringer.

Samtidig vil pakken understøtte erhvervsinvesteringer i danske virksomheder for samlet knap otte milliarder kroner frem mod 2020. Samlet set vil pakken ifølge regeringen have en effekt på seks milliarder kroner på BNP - det er det sammen som den store vækstplan fra sidste år.

Også de danske familier kan forvente at få lidt flere penge mellem hænderne hver måned. Regeringen har beregnet, at hvis man lægger effekten af de to vækstplaner sammen, så vil en funktionærfamilie med to børn få øget det årlige rådighedsbeløb med godt 5000 kroner.

Det skyldes ifølge regeringen, at lønningerne vil blive højere, når produktiviteten vokser, og at priserne vil være lavere end ellers inden for både forsyning og andre varer og serviceydelser.

Samtidig medfører lønstigninger i den private sektor en opregulering af de offentligt ansattes lønninger og offentlige ydelser.

Et pensionistpar vil derfor få øget det årlige rådighedsbeløb med cirka 1400 kroner, fordi folkepensionen også stiger mere, når produktiviteten og de private lønninger stiger mere.

Et LO-par med to børn vil få 3600 kroner mere til rådighed årligt. Også danskere på overførselsindkomst vil få flere penge mellem hænderne.

Et par på på førtidspension vil således få 2200 kroner mere, mens et par på kontanthjælp med to børn vil får 1500 kroner mere, forventer regeringen.

/ritzau/