Drop ordet kræsen og få et modigt barn

Skrevet af Nanna Stærmose

13/12/2015

Dagens topnyheder

Julefrokosten står for døren, og de fleste børn vil formentlig række ud efter fiskefileten fremfor rødkålsalaten.

- Typisk går vi efter den smag, vi kender. Dermed undgår vi at få noget i munden, vi ikke bryder os om, siger Karen Wistoft, professor ved Aarhus Universitet og en del af Smag for Livet, der forsker i børn, mad, smag og læring til Dagens.dk.

Hvis forældre ønsker at få deres børn til at smage på andet end den velkendte fisk, er det ifølge Karen Wistoft vigtigt, at forældrene bliver bevidste om ikke at gøre deres børn kræsne, dvs. ikke at fastholde dem som kræsne i deres omtale.

- Ingen børn er født kræsne, det er et prædikat, som de voksne giver dem, og det skal de holde op med, siger hun.

Læs også: Nyttig viden: Sådan får du kræsne børn til at spise

Erstat kræsen med modig
I stedet opfordrer hun til at pirre børnenes nysgerrighed og smagsmod f.eks. ved at skabe et positivt smagsunivers.

- Erstat ordet kræsen med modig. Fortæl barnet, at det er modigt, når det tør prøve at smage på en ny ting. Det vil skabe en anderledes og mere positiv bevidsthed i forhold til at smage nye ting hos barnet, siger hun.

Samtidig er det vigtigt, at voksne accepterer børns smag. Hvis de ikke kan lide broccoli, så lad være med at tvinge dem til at spise det.

- Mange voksne kan selv erindre, at de er blevet tvunget til at spise en bestemt madvare som børn, og selvom det er mange år siden skaber den erindring stadig væmmelse eller ubehag, siger Karen Wistoft.

Kan føre til usund livsstil
Karen Wistoft anbefaler forældrene at holde op med at ‘bo’ i børnenes tallerkener under måltiderne.

Ofte kommer de voksne til at styre og i værste fald manipulere med børnenes smag, når de hele tiden er over dem i forhold til, hvad de skal smage på og spise.

- Den styring kan betyde, at børnene mister fornemmelsen for, at smagen er deres egen. Og det kan på sigt betyde, at de ikke lærer at forholde sig til smag og bliver ligeglade med, hvad de spiser. Dermed øges risikoen for en usund livsstil, siger Karen Wistoft.

En anden konsekvens kan være, at børnene gengælder forældrenes kontrol med en ekstrem selvkontrol i forhold til, hvad de spiser.

- Det bliver en form for oprør mod forældrenes kontrol ved at udøve en endnu mere ekstrem kontrol, hvilket kan ende i, at de simpelthen ikke får den næring, de har brug for, siger Karen Wistoft.

Læs også: Sådan lokker du flere grøntsager i kræsne børn

Lad dem overtage gryderne
Et andet effektivt redskab er at inddrage børnene i dyrkningen af grøntsager eller lade dem overtage køkkenet.

- Det giver børnene ejerskab over maden og en følelse af frihed, når der ikke er nogen, der dikterer, hvad de skal putte i munden. Og pludselig oplever vi, at de spiser kål og bønner, fordi de bliver drevet af lyst fremfor tvang, siger Karen Wistoft.

Tips til at undgå kræsne børn:
- Drop regel om at smage: Mange forældre har den regel, at deres børn skal smage på en madvare, inden de siger, at de ikke kan lide den. Det er er dårlig idé. Derved overskrider du barnets smagsintegritet, og det kan på sigt være ødelæggende for barnets fornemmelse for smag.

- Skab et univers, hvor dit barn er modig i stedet for kræsen.

- Tal med dit barn om hvad mod er. F.eks. en modig ridder eller en modig prinsesse, noget de kan identificere sig med. Hvis de hver gang de prøver at smage på noget nyt bliver rost og kald en modig smagsprinsesse, så vil de stille og roligt blive mere åbne over for at prøve nye ting.

For flere tips om livsstil og sundhed besøg vores sundhedsguide her.

Sunde opskrifter

Drop færdiglavet mad og prøv vores spændende opskrifter til et sundere liv for hele familien.