Ny storkonflikt på vej: Læger truer med at lukke praksisser

Skrevet af Michael Nielsen

27/04/2013
Tusindvis af patienter risikerer snart at stå uden læge. Det kan nemlig blive konsekvensen af en igangværende konflikt mellem Danske Regioner og privatpraktiserende læger.

Dagens topnyheder

Torsdag afblæste regeringen med et lovindgreb konflikten mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening, så elever rundt om i landet fra på mandag igen kan komme i skole.

Men snart kan en ny storkonflikt være under optrapning. Danske Regioner og de privatpraktiserende læger kan nemlig ikke blive enige om en fornyelse af den overenskomst, som udløb 1. april i år.

Derfor forventer de fleste, at et lovindgreb også i lægekonflikten kan blive en realitet - men det kan få store konsekvenser, advarer Henrik Dibbern, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Sygdomme - læs om blodprop, blodtryk, ondt i maven, blærebetændelse og fnat.

- Hvis der kommer et lovindgreb, der fratager os indflydelse, så vil der komme voldsomme reaktioner, og der vil helt sikkert være læger, der enten lukker deres almene praksisser eller rykker til udlandet. Det kan betyde, at masser af patienter pludselig står uden læge, siger Henrik Dibbern til Dagens.dk.

Forhandlingerne om en ny overenskomst mellem Danske Regioner og lægerne brød allerede sammen i november måned sidste år. Siden har forhandlingerne ikke være genoptaget, og derfor er Henrik Dibbern sikker på, at der er et lovindgreb på vej ganske snart.

- Det kan nok ikke undgås. Men vi må fastholde, at vi ikke kan sige ja til de krav, vi er blevet budt, siger Henrik Dibbern.  

LÆS OGSÅ: Tjek din løn

Kravene i den overenskomst, Danske Regioner har lagt op til, indebærer blandt andet, at lægerne skal effektivisere ved at levere flere opgaver inden for en fastlagt økonomisk ramme. Samtidig skal regionerne have mere indflydelse på, hvordan lægerne driver deres virksomhed.

- Vi må holde fast i, at vi er selvstændigt erhvervsdrivende som læger, og det her vil have så betydelig indflydelse for os, at vi ikke kan acceptere det. Lægerne vil simpelthen ikke finde sig i det, understreger Henrik Dibbern, som dog ikke vil give noget bud på, hvor mange læger, han forventer, vil tage konsekvensen og lukke, hvis der som forventet kommer et lovindgreb.

- Det er min oplevelse, at rigtigt mange vil overveje det kraftigt. Især de læger, der er enten over 60 år eller bor i yderområderne, hvor der i forvejen er udbredt lægemangel. Men om vi taler 10, 100 eller 300 praksisser afhænger selvfølgelig af, hvordan lovindgrebet præcist bliver udformet, siger Henrik Dibbern til Dagens.dk.

Ifølge Dagens Medicin vil lovindgrebet i konflikten mellem Danske Regioner og lægerne komme i dagene omkring den 7. maj.

Det er ikke lykkes Dagens.dk at få en kommentar fra Danske Regioner. 

LÆS OGSÅ: Opskrifter med æg