Kræftindsamling runder 1 million pund: Se den rørende facebook-afsked fra kræftramt teenager

Skrevet af Ronja Ryde

23/04/2014

Dagens topnyheder

For fire år siden fik den britiske teenager Stephen Sutton konstateret kræft. Sidste år fik han at vide, at der ikke var mere lægerne kunne gøre for at redde hans liv.

Det fik den dengang 18-årige dreng til at lave en liste med 46 ting, han gerne ville nå at gøre inden han skulle dø. 

På listen stod blandt andet, at han ville samle en million britiske pund ind til den britiske kræftfond "Teenage Cancer Trust".

LÆS OGSÅ: Hunden Max reddede sin ejer fra brystkræft

I forbindelse med listen oprettede Stephen Sutton facebooksiden "Stephen's Story", som indtil videre har fået over 180.000 følgere. Siden leder videre til en indsamlingsside, hvor det indtil for et par dage siden var lykkedes ham at samle omkring 600.000 pund ind til det gode formål. 

I går satte den kræftramte teenager ekstra skub i indsamlingen, da han lagde en sidste farvel-hilsen ud på facebooksiden.

- Det er en skam, at enden på det hele er kommet så hurtigt. Der er så mange mennesker, jeg ikke har fået sagt ordentligt farvel til. Det beklager jeg, skriver den tapre unge mand blandt andet i opdateringen. 

- I fremtiden vil alle opdateringer formentlig blive skrevet af familiemedlemmer. Forhåbentlig har jeg energi til at skrive et par tweets (@_StephensStory). Jeg vil blive ved med at kæmpe, så længe jeg kan, og uanset hvad der nu skal ske, vil jeg gerne sige til jer alle, at jeg mentalt er et godt sted og har sluttet fred med situationen, fortsætter Stephen Sutton. 

LÆS OGSÅ: Otteårig med hjerte af guld: Samler ind til fattige skolekammeraters frokost

Sammen  med den rørende afsked har han lagt et billede af sig selv fra sin hospitalsseng, hvor han giver et sidste "thumbs up".

Med opdateringen er det nu lykkedes Stephen Sutton at nå - og endda overskride - sit mål om 1 million pund i sin indsamling til Teenage Cancer Trust. I skrivende stund har teenagerens justgiving-side nået 1.285.256,48 britiske pund, doneret af i alt 45.072 personer.