25-årig betjent tiltalt for uagtsomt manddrab - Voldsom kørsel skyld i kollegaens død

Skrevet af Henrik R

02/07/2019
En 25-årig betjent er blevet tiltalt for uagtsomt mandrab, eftersom hans kørsel var årsagen til, at hans 35-årige kollega mistede livet.

Dagens topnyheder

Det kostede livet for en 35-årig politiassistent, da han var passager i en civil patruljebil, der blev ført af en 25-årig betjent. Ulykken fandt sted den 7. september 2018, hvor tæt trafik og kraftig regn fik den 25-årige til at miste herredømmet over bilen, som han førte med mere end 160 kilometer i timen.

Bilen kørte først ind i autoværnet og dernæst endte den halvt ude over en skråning. Den 25-årige betjent slap uden alvorlige men fra ulykken, mens det desværre gik rigtig galt for den 35-årige politiassistent, der ikke overlevede kollisionen med autoværnet.

Siden september har der ikke været nyt i sagen, men det er der til gengæld i dag, hvor det er kommet frem, at den 25-årige betjent bliver sigtet for uagtsomt manddrab på sin kollega.

Kan miste retten til at køre bil

Ritzau har fået aktindsigt i sagen, og her står der, at betjenten ikke tilpassede hastigheden til forholdene. Ulykken skete under en øvelseskørsel, hvor der var vådt føre og en meget tæt trafik.

Hvis den 25-årige betjent bliver dømt, så er der stor sandsynlighed for, at han mister retten til at køre et motordrevet køretøj. Ydermere er der ifølge Ritzau også tale om, at der kan komme en erstatning på tale.

Mens ulykken fandt sted den 7. september 2018, så finder retssagen sted den 5. og 6. september. Altså næsten et år efter, at den 35-årige politiassistent mistede livet i ulykken.

I forbindelse med ulykken tilbage i september, var rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg offentligt ude at begræde tabet af kollegaen.

“Det er med stor sorg, at jeg har modtaget beskeden om, at en kollega har mistet livet i tjenesten. Det rammer os alle dybt i dansk politi. Lige så meningsfyldt jobbet som politimand er i det daglige, lige så meningsløst er det, når vi alt for tidligt må sige farvel til en god kollega. Mine tanker og min dybeste medfølelse går til familie og pårørende i denne svære tid,” fortalte han dengang.

De to betjente der var involveret i ulykken, var begge ansat hos Østjyllands Politi.