Den 7. marts klokken 20:36 blev SuperBrugsen i Gentofte udsat for et røveri, da en yngre gerningsmand med en kniv valgte at true personalet bag kassen. Han bad dem om at udlevere kontanter, inden han tog benene på nakken. Derefter løb han i retningen af en nærliggende Netto
Politiet har ikke haft held til at finde røveren endnu, og de har derfor frigivet billeder fra overvågningskameraet. Det er dog ikke billeder i den bedste kvalitet, men Nordsjællands Politi fortæller, at befolkningen tidligere har været med til at opklare sager på baggrund af dårlige billeder.
”Vi er klar over, at det umiddelbart ikke er fotos i Ultra HD, men borgerne har mange gange før bidraget til identificeringen af gerningsmænd med langt færre detaljer til rådighed, og vi tror på, at vi ved fælles hjælp også kan få løst denne sag,” fortæller Henrik Seier, der er politikommissær hos Nordsjællands Politi.
Sådan ser han ud
Det er meget svært at vurdere mandens udseende ud fra billederne, men politiet har alligevel forsøgt at give et signalement.
Han forventes at være en yngre mand, og så var han iført en sort, grå og hvid hættetrøje i camouflage-mønster. Han havde en sort dunvest, et ur på venstre håndled og en elefanthue på.
Foto: Nordsjællands Politi
Dertil havde han sorte bukser, hvide sko med sort på hælkappen, og så havde han medbragt en hvid plasticpose samt en kniv, som han truede personalet med.
Hvis du kan identificere gerningsmanden ud fra billederne, eller hvis du måske har set ham i forbindelse med flugten, så vil Nordsjællands Politi meget gerne høre fra dig. Du kan kontakte dem på telefonnummer 114.
Foto: Nordsjællands Politi
Det hele foregik altså den 7. marts klokken 20:36 i SuperBrugsen i Gentofte.