En 74-årig billist ville blot være venlig, da han samlede en blaffer op mandag formiddag. Det skulle han dog ikke have gjort, for blafferen trak en dolk frem og tvang den 74-årige til at forlade bilen.
Lige nu læser andre
Det er ikke noget sjældent syn, at der står en blaffer eller to, når man nærmer sig en motorvej. Det er dog et sjældent syn, at en bil vælger at stoppe og endnu mere sjældent, at blafferen viser sig at være en røver.
Det var dog tilfældet mandag formiddag, hvor en 74-årig mand kom kørende på Koldingvej i Vejen. Kort forinden havde han samlet en svensk blaffer op, som stod i nærheden af Coops tidligere lager ved krydset på Koldingvej/Arnfredsvej.
Hvad der kunne være blevet en hyggelig køretur, endte dog i stedet med at blive et røveri af den 74-årige mands bil. I løbet af køreturen hev den unge svenske blaffer nemlig en dolk frem, og han truede derefter bilisten til at forlade sit køretøj. Dette gjorde den 74-årige naturligvis, og derefter stak blafferen af i østlig retning.
Bilen der blev stjålet var en Volvo XC60. Den havde en lysebrun metallic-farve, og så var den fra årgang 2014. Bilens registreringsnummer lyder på BZ54943
Signalement af den svenske blaffer
Den 74-årige bilist har heldigvis en god hukommelse, så politiet kunne få mange detaljer om den svenske mand, der røvede hans bil.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi så var det en mand på mellem 20 og 25 år med skandinavisk udseende. Han var cirka mellem 175 og 180 centimeter høj, og så havde han en ganske almindelig kropsbygning.
Han havde kort brunt hår, talte svensk og så var han i gerningsøjeblikket iført en grå hættetrøje og blå cowboybukser.
Den unge mand havde en mørkfarvet tatovering på venstre side af sin hals, men hvilket motiv meldes der desværre ikke noget ud om. Derudover så havde han en grøn rygsæk, og en dolk med sort skæfte.
Hvis du kan genkende den stjålne bil eller gerningsmanden, så bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefonnummer 114.