Frygtelig dødsulykke: Mand kørte ind i traktoranhænger

Skrevet af Henrik R

26/08/2019
Foto: Christian Lindgren / Ritzau Scanpix
Foto: Christian Lindgren / Ritzau Scanpix
En 43-årig mand mistede søndag eftermiddag livet, da han med høj hastighed kørte direkte ind i anhængere på en traktor, der skulle krydse vejen.

Mest læste i dag

Det var et frygteligt syn, der mødte Nordsjællands Politi, da de blev tilkaldt til en ulykke syd for Jægerspris. Her kørte en motorcyklist ind i en traktoranhænger, og vedkommende døde på stedet.

Ifølge Nordsjællands Politi var den 43-årige mand ude at køre med tre andre motorcyklister. Ved Kyndbyvej skal en traktor med et stort læs korn krydse vejen, og efter at have orienteret sig, kører traktoren ud på vejen.

Her kom den 43-årige mand med høj fart, og ramte direkte ind i anhængeren på traktoren.

“Ulykken skete, da en gruppe på fire motorcyklister var på vej syd mod Roskilde. Ved Kyndbyvej er der så en traktor med et læs korn, der skal over Skibbyvej mod nord, og han orienterer sig og kører frem, og så kommer der en motorcykel med meget høj fart og kører ind i påhængsvognen,” fortæller Dyre Sønnicksen der er vagtchef ved Nordsjællands Politi ifølge Ritzau.

Blev erklæret død med det samme

Nordsjællands Politi kunne på bremsesporene fra motorcyklisten se, at den 43-årige mand var kommet med høj fart, da han kolliderede med traktoren.

En akutlæge var på stedet forholdsvis kort efter ulykken, og her blev den 43-årige mand erklæret død på stedet.

Hændelsen skete klokken 17:37 søndag eftermiddag, og klokken 20:30 havde politiet igen fjernet afspærringen, så vejen atter kunne benyttes af trafikanter.

Ifølge politiet var de tre andre motorcyklister uskadte, og det samme var tilfældet for føreren af traktoren, som dog var meget rystet over situationen.

Den 43-årige motorcyklist var Polak, og politiet forsøger at underrette hans familie, der ikke er bosat i Danmark.