Katrines mand pågreb ung vanvidsbilist: Måtte slippe ham, da politiet gav uvirkelig besked i telefonen

Skrevet af Nils Würtzenfeld

28/08/2018
Foto: Polfoto/Jens Panduro
Foto: Polfoto/Jens Panduro
En familiefar måtte opgive en civil anholdelse, da politiet ikke kunne hjælpe til.

Dagens topnyheder

Fredag aften i sidste uge fik en familie fra Hornbæk deres livs chok, da de pludselig hørte et kæmpe brag udenfor deres hus på Nordre Strandvej i den nordsjællandske havneby.

Episoden indtraf omkring klokken 21.15, da Katrine Uldahl sad i families stue og så fjernsyn, mens hendes mand Andreas var ved at lægge deres barn i seng på første sal. Imens befandt to unge mænd sig i en mørkegrå Peugeot, der med høj hastighed kørte ad Nordre Strandvej. Det skriver SN.dk.

I et sving mistede føreren dog kontrollen over bilen, der ramte frontalt ind i et rækværk og videre ind muren på familiens hus, der er den sidste villa på vandsiden før Hornbæk Plantage.

- Jeg hørte et stort brag og løb ud af vores hoveddør. Jeg så to unge mænd, der steg ud - den ene haltende. Den ene råbte ‘Kom bare løb, der var ingen, der så det.’ De forsvandt ind i Hornbæk Plantage, har Katrine Uldahl efterfølgende fortalt til SN.dk.

Straks løb Katrine Uldahl ind til sin mand og overtog barnet, hvorefter han sammen med sin jagthund løb ud i plantagen for at sætte efter de to unge, der havde torpederet familiens hus.

Ikke længe efter lykkedes det Andreas at indhente og pågribe den ene af mændene, som i den grad virkede påvirket af stoffer eller alkohol. Familiefaderne foretog derfor en civil anholdelse af den unge mand, som han efterfølgende tvang til at tænde bilens katastrofeblink, da køretøjet henstod i mørke et stykke ude på vejen og dermed var til umiddelbar fare for andre bilister på den mørke strækning.

Imens havde en genbo til familien overværet balladen og ringet til politiet, men da Katrine Uldahls mand vendte tilbage med den unge bilist, havde naboen en både uvirkelig og nedslående besked til familien.

Det ville nemlig gå otte-ni timer, før politiet havde tid til at ankomme til stedet.

Naboen forsøgte herefter at ringe til politiet igen, men efter gentagende gange fik han stadig samme besked, og efter yderligere fem seks minutter lykkedes det den unge gerningsmand at løbe fra stedet.

Sidste gang familien var i kontakt med politiet, var ifølge Katrine Uldahl omkring klokken 23.15. Her fik de blot den besked, at sagen var blevet registreret.

- Vi gik i seng omkring klokken 24, og da vi var oppe ved 9-tiden lørdag, kunne vi se, at der var sat polititape på bilen, fortæller Katrine Uldahl, der undrer sig over, at hverken hun eller hendes mand har hørt noget fra politiet.

Efterfølgende har parret også selv - med hjælpen fra en nabos firhjulstrækker - sørget for, at bilen kom væk fra selve vejen og ind på fortovet, hvor den mandag eftermiddag stadig stod.

Siden har parret fået at vide, at de to gerningsmænd var blevet set i samme bil tidligere samme aften ved Netto i Hornbæk, hvor de også havde kørt hasarderet. Katrine og Andreas oplyser i øvrigt, at de i bilens bagagerum fandt koben og handsker.

Frederiksborg Amts Avis har siden forelagt sagen for Nordsjællands Politi, der svarer:

- Nordsjællands Politi er i gang med at undersøge sagen og er mandag ikke færdige med at gennemlytte opkaldene fra fredag aften.

Dog oplyser politiet i et skriftlig svar, at der var en patrulje på stedet fredag aften/nat klokken 23.39 og omtrent 30 minutter frem, som markerede bilen med politiets rød/hvide afspærringsbånd, ligesom de kiggede efter eventuelle spor.