Weekendens voldsomme blæst får nu konsekvenser, som DMI holder nøje øje med.
Weekenden har budt på både kraftige byger og hård blæst flere steder i Danmark.
Nu er vi gået ind i en ny uge, og mandagens vejr bliver anderledes. Samtidig er der én konsekvens af weekendens kraftige vind, som DMI holder særligt øje med.
Det gælder vandstanden flere steder i landet, som mandag kan blive markant højere end normalt.
Vandet er blevet presset ind
Ifølge DMI har vestenvinden i løbet af weekenden skubbet store mængder vand fra Nordsøen ind gennem Skagerrak.
I løbet af natten til mandag er vinden drejet mod nordvest, og det betyder, at vandmasserne bliver presset videre ned gennem Kattegat.
Det kan især mærkes i fjordsystemer med nordvendte udmundinger, hvor vandet kan blive stuvet op.
DMI forventer derfor, at vandstanden omkring Odense og Roskilde Fjord mandag morgen og formiddag kan nå mellem 85 og 100 centimeter over dagligt vande.
Roskilde kan komme over grænsen
Det er særligt Roskilde, som meteorologerne holder øje med.
Her ligger grænseværdien på 90 centimeter, mens den seneste prognose peger på en maksimal vandstand på omkring 94 centimeter cirka klokken 10.20 mandag.
Der er dog usikkerhed forbundet med prognosen. Ifølge DMI har de seneste målinger vist en lavere vandstand end den, prognosen lægger op til.
Vandstanden ventes desuden at falde forholdsvis hurtigt igen efter toppen.
Solen vender tilbage
Selve mandagsvejret bliver til gengæld mere roligt end søndagens.
Et lavtryk over Nordskandinavien bevæger sig væk, mens en højtryksryg bygger sig op over Nordsøen. Det giver tørvejr og gode muligheder for sol flere steder.
Nordjylland og senere den østlige del af landet kan få nogen eller en del sol, mens de sydvestlige egne får flere skyer.
Vinden kommer fortsat fra nordvest og kan ved kysterne nå hård vind eller lokalt kuling, men den ventes gradvist at aftage gennem dagen.
DMI oplyser, at man fortsat følger udviklingen i både vejret og vandstanden tæt.