En alvorlig trafikulykke har kostet en mand livet, mens en 18-årig mand er kommet til skade.
En mand i 70’erne er gået bort efter at have været involveret i en alvorlig trafikulykke på Munkebovej på Fyn fredag eftermiddag.
Han blev efter ulykken fløjet til behandling på Rigshospitalet med svære kvæstelser, men overlevede ikke sine skader.
Det oplyser Fyns Politi ifølge TV 2 Fyn.
I den anden bil sad en 18-årig mand, som efter ulykken blev bragt til Odense Universitetshospital, hvor han har modtaget behandling for sine skader.
Begge sad fast
Ulykken skete fredag omkring klokken 16.28 på Munkebovej mellem Dræby og Vester Kærby.
Her kolliderede de to biler med hinanden, og sammenstødet var så voldsomt, at begge bilister endte med at sidde i klemme i deres køretøjer.
Den ældre mand pådrog sig meget alvorlige skader som følge af ulykken, hvorfor han måtte transporteres med lægehelikopter direkte til Rigshospitalet.
Lørdag meldte Fyns Politi ud, at manden var blevet hårdt kvæstet ved ulykken. Senere kom de også med en officiel melding om, at han havde mistet livet.
Ukendt tilstand
Den 18-årige mand, der sad i den anden bil, blev efter sammenstødet – som sagt – kørt til Odense Universitetshospital, hvor han modtog behandling.
Politiet har endnu ikke meldt noget ud om, hvordan den unge mand har det.
Samtidig er der fortsat begrænsede oplysninger om, hvad der førte til den alvorlige trafikulykke. Ifølge TV 2 Fyn har Fyns Politi ikke kunnet fortælle nærmere om omstændighederne omkring sammenstødet.
Det er derfor uvist, hvad der fik de to biler til at kollidere. Det er blevet bekræftet, at den afdøde mands pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.