Nyt spor i ubådssagen: Politiet har gjort endnu et fund i vandet

Skrevet af Ane Sørensen

12/10/2017
Foto: Polfoto/Kenneth Meyer
Foto: Polfoto/Kenneth Meyer
Onsdag fandt politiet et nyt spor i ubådssagen i nærheden af den rute, som ubåden Nautilus formodes at være sejlet den 11. august i år.

Mest læste i dag

Onsdag fandt Københavns Politi en sav i Køge Bugt i forbindelse med efterforskningen af ubådssagen.

Saven blev fundet i nærheden af den rute, som politiet vurderer, at drabssigtede Peter Madsens ubåd sejlede den 11. august i år.

Det skriver Københavns Politi.

- Saven bliver nu undersøgt af vores kriminalteknikere, for at vurdere, om der er tale om den sav, som politiet har ledt efter i forbindelse med ubådssagen, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.

Politiet leder stadig efter Kim Walls arme, hvorfor indsatsen med dykkere endnu ikke er afsluttet. Københavns Politi oplyser dog ikke, hvor og hvornår, de de vil dykke.

Fredag fandt politiet Kim Walls hoved, hendes to ben samt en pose med hendes tøj og en kniv i Køge Bugt. Hovedet var lagt i en pose, som var blevet tynget med metal.

Det oplyste drabschef ved Københavns Politi Jens Møller Jensen på et pressemøde lørdag.

Benene havde ingen umiddelbare skader, men der var sat metalstykker fast med strips. Posen med Kim Walls tøj og kniven var ligesom det andet blevet tynget ned med metal.

Jens Møller Jensen oplyste desuden, at Kim Walls kranie ikke viste tegn på stump vold eller kraniebrud, selvom Peter Madsen havde hævdet, at hun døde, da hun blev ramt i hovedet af en tung metalluge.

Onsdag kom det frem, at Peter Madsen ikke længere ønsker at tale med politiet. Det fortalte Jens Møller Jensen til DR. 

- Det er helt normalt, at en sigtet ikke har lyst til at udtale sig til os på nuværende tidspunkt. Når vi er færdige med efterforskningen, får han og hans forsvarer tilbuddet igen. Og så tænker jeg, at de sagtens kan finde på at komme på banen igen, siger Jens Møller Jensen til DR.

Vicepolitiinspektøren har udtalt til det svenske medie Sydsvenskan, at det er frivilligt for Peter Madsen, om han vil tale med politiet. Det gør ikke den store forskel, da politiet allerede har fået en detaljeret forklaring fra ham.

LIGE NU: Politiet har fundet videoer af tortur og drab på kvinder på Peter Madsens computer