Politiet advarer mod video: Slet den

Foto: Shutterstock.

I øjeblikket deles en video, der får politiet til at reagere.

Hos Nordjyllands Politi arbejder efterforskere lige nu intenst på at få dæmmet op for den ulovlige videodeling, der i øjeblikket foregår, og som relaterer sig til en konkret voldtægtssag.

Læs også

Forsøgte at genoplive 5-årig dreng: Folk filmede det

"Vi får den 29. juni en anmeldelse om, at en 12-årig pige er blevet udsat for voldtægt. Overgrebet er sket den 10. juni i et solcenter i Aalborg, og vi anholdt samme dag to mistænkte i sagen: To unge mænd på 15 år, der er sigtet og afhørt i sagen. Det er en alvorlig sag og slemt nok i sig selv, men desværre er overgrebet blevet filmet, og videoen deles i øjeblikket," udtaler politikommissær Carsten Straszek, Nordjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Delingerne af videoen sker via det sociale medie SnapChat og primært blandt unge og i Aalborg-området i øjeblikket. 

Det er børneporno – slet det

Politikommissær Carsten Straszek understreger, at politiet ikke ser med milde øjne på hverken besiddelse eller deling af denne video. 

"Tænk over, hvad det betyder for offeret i denne alvorlige sag, at man deler sådan en video. Og så skal man vide, at denne video kategoriseres som børneporno," fastslår Carsten Straszek og uddyber:

"Og deling af børneporno vil normalt medføre en fængselsstraf og en plet på straffeattesten og børneattesten, hvilket betyder, at man ikke må arbejde med børn i 10 år. Så kan man fx ikke blive pædagog, skolelærer eller politibetjent. Så det har store konsekvenser."

Det er ikke sikkert, børnene er bevidste om, hvad de gør. Det er forældrenes opgave at hjælpe dem, lyder det fra Carsten Straszek. 

“Så jeg vil klart opfordre til, at man sætter sig ned og tager en snak om dette alvorlige emne. Hvis man modtager børneporno, så gælder det om at få det slettet med det samme. Det er også en god idé at rette henvendelse til afsenderen og gøre opmærksom på, at både besiddelse og deling af børneporno er ulovligt," opfordrer politikommissær Carsten Straszek.

På Red Barnets side sletdet.dk findes konkrete spørgsmål/svar, råd og vejledninger om ulovligt materiale på sociale medier.

Læs også

19-årig kvinde har været forsvundet siden torsdag: Nu er hun fundet død

 

 

 

Dagens Gossip