Politiet deler skræmmende billede fra fotofælde: 'Det er livsfarligt'

Skrevet af Ane Sørensen

01/06/2017
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Midt- og Vestjylland deler skræmmende billede for at få de danske bilister til at tænke sig om.

Dagens topnyheder

To unge mænd, som kører i en bil - den ene bag rattet, den anden på passagersædet - med hver sin smartphone i hånden, som de sidder og kigger på.

Det er motivet på et fotografi, som Midt- og Vestsjyllands Politi onsdag aften delte på det sociale medie Twitter med en klar advarsel til de danske bilister:

- Uopmærksomhed er livsfarligt i trafikken. Kør bil, når du kører bil.

De to unge mænd var ikke bare uopmærksomme, da det skræmmende billede blev taget. Bilen kørte også 61 kilometer i timen i en byzone, hvor den maksimalt måtte køre 50 kilometer i timen.

En kombination, der ifølge Henrik Glintborg, som er vicepolitiinspektør ved færdselsafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi, kan være utroligt farlig:

- Vi ser en del ulykker, hvor uopmærksomhed og selv en beskeden hastighedsoverskridelse kan være en livsfarlig cocktail, siger Henrik Glintborg til Dagbladet Ringkjøbing Skjern.

Ifølge Henrik Glintborg sender politiet billedet ud for at få andre til at reflektere over, hvor deres egen opmærksomhed er rettet hen, når de kører i bil.

Billedet af de to unge mænd blev taget i den vestjyske by Ulfborg tidligt om morgenen den 23. maj. Føreren kan forvente en bøde på 1.500 kroner for fartoverskridelsen og 1.500 kroner for uopmærksomheden.

To piger gjorde chok-fund på græsplæne efter skole: Piger og forældre får krisehjælp