Ung mand delte nøgenbilleder: Nu skal han betale millionerstatning

Skrevet af Nicolai Busekist

08/06/2021
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En 25-årig mand delte nøgenbilleder på nettet. Nu er han blevet dømt til at betale en millionerstatning.

Dagens topnyheder

En 25-årig mand er blevet dømt til at skulle betale en erstatning på 5.000 kr. til mere end 300 kvinder. Straffen er han blevet idømt, fordi han har reklameret for et katalog med deres nøgenbilleder.

Den unge mand skal samlet set betale 1,6 millioner kroner i erstatning til de kvinder, der har fået delt deres personlige billeder. Det skriver Ritzau. 

Sagen er blevet afgjort i Vestre Landsret tirsdag, hvor retten stadfæstede en dom fra Retten i Aalborg. 

I Retten i Aalborg tilstod den 25-årige mand, at han havde hjulpet med et onlinekatalog, der indeholdt billeder af 590 kvinder, hvis billeder ufrivilligt var blevet tilføjet til dette katalog. 

Manden har erkendt, at han har lavet en form for indholdsfortegnelse til kataloget. Til dette formål skulle han desuden havde hentet skærmbilleder fra de 590 kvinders Facebook-profiler. 

Oprindeligt blev sagen anmeldt til politiet af Red Barnet, som selv fik en anonym henvendelse i maj 2020. Red Barnet modtog anmeldelsen fra en borger på en anonym hotline. 

Udover at han er blevet idømt til at skulle betale erstatning til 329 af kvinderne, blev han også straffet med fem måneders betinget fængsel i Retten i Aalborg. 

Fængselsstraffen blev dog nedsat til fire måneders betinget fængsel i Vestre Landsret. Landsretten fastholdt dog, at han skal betale erstatning til de 329 kvinder.  

Den dømte ankede sagen til Vestre Landsret, da han håbede på at blive idømt en mildere straf. Desuden ankede han i håbet om, at han kunne slippe for at betale erstatning til kvinderne. 

Da den økonomiske straf, vil han fortsat være pålagt at betale det samlede erstatningsbeløb på 1,6 millioner kroner.

Ifølge Ritzau har det ikke været muligt at få oplyst, hvorvidt enten anklager eller forsvarer har i sinde at gå videre med sagen.