Forside Nyheder Regeringen vil sætte pensionsalder op til 67,5 fra 2025

Regeringen vil sætte pensionsalder op til 67,5 fra 2025

Billede

Lige nu læser andre

Folkepensionsalderen skal hæves fra 67 til 67,5 år, foreslår regeringen i 2025-udspil.

Det vil være et væsentligt bidrag til at "håndtere den langsigtede udfordring", som består i, at der er udsigt til offentlige underskud i perioden fra 2025 og frem, forklarer regeringen.

Dermed lægger regeringen op til at justere på velfærdsaftalen fra 2006, der står som en af de mest afgørende aftaler i nyere dansk, politisk historie. Her blev det aftalt gradvist at hæve pensions- og efterlønsalderen i bestemte intervaller.

Men virkeligheden er løbet fra velfærdsaftalen, må man forstå på det, regeringen skriver.

Læs også

– Da aftalen om velfærdsreformen blev indgået i 2006, var sigtet gradvist at forhøje folkepensionsalderen med den øgede levetid, så folkepensionister i gennemsnit kunne forvente en pensionsperiode på 14,5 år.

– Levetiden er imidlertid steget hurtigere end forventet. En 56-årig, der er født i 1960 vil således i praksis have udsigt til godt 18 år på pension, mens personer, der er født i 2016 har udsigt til at være på pension i 15 år, forklarer regeringen.

Efterlønsalderen skal ifølge regeringens forslag hæves parallelt med pensionsalderen.

Hos Socialdemokraterne er man ikke meget for regeringens forslag.

– Den grundlæggende forkerte prioritering, som statsministeren foretager, er at skære voldsomt i SU og bede danskere i slutningen af 50'erne arbejde ekstra for at give topskattelettelser, siger Mette Frederiksen.

De Radikale har talt varmt for at få hævet pensionsalderen til 68 år allerede i 2025 i stedet for 2030. Formand Morten Østergaard (R) tager derfor godt imod den hævede pensionsalder, som han dog mener kunne være hævet mere.

– Jeg synes, det var mere naturligt at tage et helt år på pensionsalderen i 2025 og lægge tanken om at forgælde de danske studerende på hylden, siger R-formanden.

Han henviser til, at regeringen i udspillet har justeret ved SU'en, så halvdelen af det samlede beløb, som de studerende får til rådighed af staten, fremover udgøres af et rentefrit SU-lån.

Hvis regeringens forslag gennemføres, vil pensionsalderen i 2030 hedde 68,5 år. I dag er aftalen ellers, at den skal stige til 68 år i 2030.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK