Forside Nyheder Hestekød er næsten forsvundet fra europæisk oksekød

Hestekød er næsten forsvundet fra europæisk oksekød

Hestekød er næsten forsvundet fra europæisk oksekød

Lige nu læser andre

Der er ikke meget hestekød at finde i europæisk oksekød mere.

I en undersøgelse, som er lavet af EU-Kommissionen, er der fundet hestekød i 16 ud af 2622 prøver. Det svarer til 0,6 procent.

Hestekødsskandalen begyndte at rulle, efter at de irske fødevaremyndigheder i januar 2013 som de første blev opmærksomme på, at der var hestekød i hamburgere, der burde have bestået af oksekød.

Siden stod det klart, at der var et markant problem med fejlmærkning i en række EU-lande.

Læs også

EU-Kommissionen valgte derfor at teste kødprodukter, som blev solgt som rent oksekød. Der blev den gang fundet spor af hestekød i 4,6 procent af prøverne.

I februar valgte kommissionen så at iværksætte en ny omgang prøver for at sikre, at der ikke længere er problemer med, at der flere steder sniger sig hestekød ind i oksekødsprodukterne.

– Resultaterne viser, at vores fælles indsats og øget kontrol med madfuskeri har fået frugt, siger EU's sundhedskommissær, Tonio Borg, i en pressemeddelelse.

I Danmark var alle 53 prøver negative, mens Bulgarien og Ungarn var topscorerne. De havde fire positive prøver hver. Derudover blev der fundet spor af hestekød i Tyskland, Estland, Letland, Portugal og Slovenien.

– Det er vigtigt at madfuskerne bliver håndteret i fællesskab. Der skal genoprettes tillid til madsektoren, da det er en af de største økonomiske sektorer i EU, siger Tonio Borg

De 16 positive prøver vil nu blive fulgt op af medlemslandene i samarbejde med EU.

I alt blev der fortaget prøver i de 28 EU-lande, samt Norge, Island og Schweiz.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK