Forside Nyheder FCK smider føring og er langt fra Champions League

FCK smider føring og er langt fra Champions League

FCK smider føring og er langt fra Champions League

Lige nu læser andre

FC København overvandt en tysk chokstart og førte med 2-1 over Bayer Leverkusen efter 13 minutters spil. Da kampen sluttede, var det dog tyskerne, som kunne hæve armene og juble.

Leverkusen vandt nemlig tirsdagens playoff-kamp til Champions League med 3-2 i Telia Parken, og FCK har dermed et særdeles vanskeligt udgangspunkt inden returopgøret.

Forud for den kedelige københavnske kendsgerning havde de to mandskaber leveret tempofyldt underholdning i samtlige 90 minutter.

Kampens første mål faldt allerede, inden stadionuret havde rundet fem minutter. Desværre for Ståle Solbakkens FCK-mandskab, var det tyskerne, der stod bag den scoring.

Læs også

Et fladt indlæg fra Leverkusens højre side havnede hos den tyske bomber Stefan Kiessling, der let kunne dirigere bolden i mål.

Den scoring rystede på ingen måde københavnerne, der otte minutter, to dødbolde og to hovedstødsmål senere var foran med 2-1.

Først headede forsvarsspilleren Mathias “Zanka” Jørgensen en udligning i mål efter et hjørnespark, og få minutter senere var “Zanka” med i endnu en FCK-scoring.

Stopperen forlængede et frispark fra venstre side, og bolden havnede hos sommerindkøbet Daniel Amartey, som ubesværet kunne sætte hovedet på og bringe løverne i front.

Da holdene lidt over en halv time senere gik til pausen, var kampen dog vendt på hovedet igen.

Først havde Leverkusens Karim Bellarabi udlignet til 2-2 efter en halv time, og på en friløber fire minutter før pausen havde sydkoreanske Son Heung-Min bragt Leverkusen foran 3-2 på halvlegens femte mål.

De 18.221 tilskuere blev ikke forkælet med mål i anden halvleg. Det havde særligt FCK’s målmand Stephan Andersen en stor andel i.

Landsholdskeeperen diskede op med flere pragtredninger og afviste gang på gang nærgående tyske forsøg.

I den anden ende kneb det for FCK med at komme frem til chancer, og en udligning var aldrig rigtig tæt på. Dermed endte kampen 3-2 til Leverkusen.

Det resultat tvinger FCK til at score mindst to gange, når holdene spiller returopgør i Leverkusen onsdag i næste uge, hvis løverne skal gøre sig forhåbninger om at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK