Forside Nyheder Au pair-piger skal have mere fritid og flere lommepenge

Au pair-piger skal have mere fritid og flere lommepenge

Au pair-piger skal have mere fritid og flere lommepenge

Lige nu læser andre

Flere penge på lommen og mere tid væk fra den brummende støvsuger og de legende børn.

Det er, hvad au pair-personer i Danmark kan se frem til, hvis regeringens udspil til au pair-ordningen bliver til virkelighed.

Onsdag bliver de første skridt i forhandlingerne taget. Forligspartierne sætter sig sammen ved forhandlingsbordet med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) for bordenden.

Umiddelbart er der ikke lagt op til den store strid i ændringen af au pair-ordningen. Enhedslisten og SF har dog ønsket, at au pair-personer skal have mere i lommepenge af deres værtsfamilie, end der er lagt op til.

Læs også

Ifølge udspillet skal man som au pair have 4000 kroner om måneden i lommepenge. I dag ligger beløbet på 3250 kroner.

Også Dansk Folkeparti og Venstre ser fornuftige takter i udspillet.

Indtil nu har det været svært at tyde, hvornår man som au pair har fri fra opgaverne i hjemmet.

Det bliver nu tydeligere med de nye ændringer, mener Mette Frederiksen. Blandt andet med et mere detaljeret arbejdsskema, en ekstra halv fridag og helligdagsfri.

– Det er det hele lagt sammen, der skal være med til at tydeliggøre, hvornår man kan forventes at bidrage til det praktiske i familien, og hvornår man har fri, siger Frederiksen.

Udspillet lægger ikke op til mere kontrol af au pair-personer og de au pair-bureauer, der står bag kontakten.

Det er ellers blevet efterspurgt af blandt andet fagforbundet FOA, efter at historier om overarbejde og ekstraopgaver har været fremme i medierne.

– Udspillet lægger op til mere oplysningsarbejde. Familier, der forbryder sig mod reglerne, kan komme i en karensperiode. Vi skal ikke rundt og kontrollere arbejdsskemaer i hver familie, siger Mette Frederiksen.

FOA er overordnet tilfreds med udspillet, men ønsker endnu bedre forhold for gravide au pair-piger.

– Selvom forholdene er forbedret, kan au pair-personer stadig blive opsagt og sendt hjem på grund af graviditet, hvis værtsfamilien vælger det, siger forbundsformand Dennis Kristensen.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK