Forside Nyheder Spar Nord vil købe Nørresundby Bank

Spar Nord vil købe Nørresundby Bank

Spar Nord vil købe Nørresundby Bank

Lige nu læser andre

Spar Nord har fremsat et købstilbud på samtlige aktier i Nørresundby Bank. Det oplyser Spar Nord til fondsbørsen.

Spar Nord ejer i forvejen 54,8 procent af aktierne i banken, købstilbuddet vedrører således de resterende 45,2 procent af aktierne.

Nørresundby Bank måtte i sidste uge opgive en fusion med den Frederikshavn-baserede Nordjyske Bank. For ifølge Børsen ville Spar Nord have to milliarder kroner for sine aktier i banken – og fusionen faldt på gulvet.

Spar Nords købstilbud svarer til en pris på 425 kroner pr. Nørresundby Bank-aktie og en samlet værdiansættelse på cirka to milliarder kroner.

Læs også

Administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby peger på, at Spar Nord igennem længere tid har været interesseret i en dialog om sammenlægning af de to banker, og med Nørresundby Banks aktuelle ønske om at fusionere sig større synes timingen for et egentligt købstilbud rigtig.

– Vi har noteret os Nørresundby Banks parathed til at lade banken indgå i en større enhed for derigennem at stå bedre i forhold til såvel nye lovkrav som kundernes krav om billigere produkter og et højere rådgivningsniveau, siger Lasse Nyby i en pressemeddelelse.

– Og når vi nu selv er interesseret i en sammenlægning og samtidig tror på, at Nørresundby Bank bedst ruster sig til fremtiden ved en sammenlægning med os, ja, så er det oplagt, at vi nu præsenterer et konkret og – synes vi – attraktivt tilbud, siger han.

Siger Nørresundby Banks aktionærer ja til tilbuddet, vil banken i de første år fortsætte som selvstændig bank i eget navn og med egne filialer.

– Vi har haft aktiemajoriteten i Nørresundby Bank i mange år, så vi har intet ønske om at haste en sammenlægning igennem, siger Lasse Nyby.

– Men her og nu handler det selvfølgelig om, hvorvidt aktionærerne i Nørresundby Bank er enige med os i, at vores købstilbud er attraktivt.

Spar Nords køb af de resterende aktier i Nørresundby Bank forventes tidligst at kunne gennemføres i 2015. Derfor forventes købet ikke at få effekt på Spar Nords regnskab for i år.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK