Forside Nyheder Svar på russisk propaganda: Ukrainere skal se dansk tv

Svar på russisk propaganda: Ukrainere skal se dansk tv

Glas

Lige nu læser andre

Russisk propaganda i de tidligere sovjetrepublikker – og i Rusland – kalder på seriøst modspil, slår udenrigsminister Martin Lidegaard (R) fast før et møde med de nordiske og baltiske kolleger i Helsingør tirsdag og onsdag.

Her vil man lytte til balterne og diskutere konkrete tiltag, så der kan etableres et reelt alternativ til den vidtrækkende russiske mediedækning, som i Europa og USA betragtes som reel propaganda.

– Det er lykkedes at nå til enighed blandt de nordiske lande om, at vi stiller to millioner kroner til rådighed til konkrete koordinerende indsatser i Baltikum, så de kan trække på dem, siger Lidegaard til Ritzau.

– Derudover har vi besluttet, at vi kan reagere hurtigt på efterspørgsel fra de enkelte baltiske lande, siger udenrigsministeren og henviser dermed til medieinitiativer.

Læs også

Danmark støtter allerede en russisksproget tv-kanal, ARU TV i Estland, som sammen med en nyhedsside også henvender sig til Rusland, Hviderusland og Ukraine. Samtidig har man planer om at sende nordisk tv i Ukraine.

Det er planen, at 100 timers produktion fra DR og TV2 skal sendes i Ukraine. Præcis hvilke kanaler, der er tale om, står endnu ikke klart. Andre nordiske lande skal også levere produktioner – dokumentar og underholdning.

Rusland, som tidligere på året har oprustet massivt med en bred russisk-orienteret mediestrategi i udlandet, vil formentlig kalde det nordiske initiativ for propaganda.

– Det er alt andet end propaganda. Jeg kan garantere, at alle de lande, som mødes i dag, er optaget af, at der bliver tale om uafhængige og redaktionelle indsatser.

– Det er uafhængige medier, som vi forsøger at støtte uden på nogen måde at blande os i indholdet, siger Lidegaard.

Udenrigsministeren understreger vigtigheden af, at hele EU kommer med og støtter initiativerne. Emnet ventes også diskuteret på et EU-topmøde i juni.

Flere af tiltagene er resultat er en større hollandsk undersøgelse.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK