Forside Nyheder Thorning: Dansk økonomi er stadig i et stemningsskifte

Thorning: Dansk økonomi er stadig i et stemningsskifte

Thorning: Dansk økonomi er stadig i et stemningsskifte

Lige nu læser andre

Det går bedre i dansk økonomi, som er i et stemningsskifte, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der er uenig med Økonomisk Ugebrevs Konjunkturbarometer, som kalder opsvinget et "klassisk fatamorgana".

Ugebrevet peger på dårlige tal for industriproduktion, privatforbrug med lave dankort-tal fra Nets, for få privatansatte og tvivl om højere priser på ejerboliger.

– Der er ingen tvivl om, at der er tale om et stemningsskifte i dansk økonomi. Vi har også gjort os meget umage med at sige, at vi ikke er fri af krisen og omtaler netop et stemningsskifte, siger Helle Thorning-Schmidt på et pressemøde mandag i Statsministeriet.

– Der er sket en vending i forhold til ledighed og beskæftigelse. Der er også en vending i langtidsledigheden. Vi ser en øget forbrugertillid. Vi ser også, at boligmarkedet er ved at bløde op. Vi ser heldigvis også, at vi i år får vækst, godt nok en lille vækst.

Læs også

Flere økonomer vil sætte mere gang i beskæftigelsen. Vismændene har foreslået at bruge 10-12 milliarder kroner i 2014 og 1015, men siden stramme samfundsøkonomien i 2016 og 2017, så væksten i regeringens 2020-plan vendes om.

Spørgsmål: – Så der er ikke behov for at skubbe lidt ekstra på ved at løsne med lidt ekstra milliarder og sætte mere gang i økonomien, som nogle har ønsket?

– Vi skubber rigtig meget på. Den økonomiske politik, vi har lagt op til i vores finanslov, den holder jo hånden under beskæftigelsen og arbejdspladser i Danmark.

– På den måde har vi – hver gang vi har lavet en finanslov – sørget for at holde hånden under beskæftigelsen.

– Vi har et særdeles højt investeringsniveau. På den måde holder vi faktisk hånden under beskæftigelsen allerede og har gjort det hele tiden, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK