Forside Nyheder Løchte nærmer sig afslutningen på eventyret

Løchte nærmer sig afslutningen på eventyret

Løchte nærmer sig afslutningen på eventyret

Lige nu læser andre

Danmarks bedste mandlige tennisspiller Frederik Løchte Nielsen fik sit gennembrud med sidste års Wimbledon-sejr i double.

Triumfen med briten Jonathan Marray sendte blandt andet danskeren til de prestigefyldte sæsonfinaler ATP World Tour Finals i London, hvor kun sæsonens otte bedste singlespillere og doublepar er med.

Den dansk/britiske duo spillede sig frem til semifinalen i O2 Arena i London, og derfor har Frederik Løchte Nielsen en masse point at skulle forsvare i denne uge.

Problemet for danskeren er, at han ikke er kvalificeret til turneringen i år, og han står dermed til at få smæk på den næste verdensrangliste.

Læs også

Det får indflydelse på 2014-sæsonen, siger han.

– Der kommer til at være en naturlig nedgradering af double. Min rangering kommer til at falde, og jeg kommer ikke til at spille de samme turneringer som i år for eksempel.

– Der kommer en masse turneringer, som jeg ikke kan spille, fordi min rangering simpelthen ikke er god nok.

– Jeg kommer til at spille Australian Open (den første grand slam-turnering i 2014, red.), men jeg kan ikke garantere at tage point der.

– Derefter kommer jeg ikke til at spille specielt mange ATP- eller Challenger-turneringer, så det vil være urealistisk at tro, at jeg kan opretholde min rangering.

– Når turneringen i Miami (Sony Open i marts næste år, red.) ryger, hvor jeg har mange point at forsvare, så vil jeg til den tid formentlig være ude af top-100, siger Frederik Løchte Nielsen.

Lige nu er han nummer 60 på verdensranglisten i double. Efter denne uges sæsonfinaler i London kommer han til at ryge længere ned. I april i år toppede danskeren som nummer 17 i verden.

I single, som han brænder mest for, er han for tiden blot nummer 617 i verden, så planen om at spille med i kvalifikationsturneringen til Australian Open i januar er væk.

Når grand slam-turneringen i Melbourne spilles, stiller Frederik Løchte Nielsen efter planen op i double med svenskeren Johan Brunström.

Frederik Løchte Nielsen får ikke en fast doublemakker næste år, fortæller han:

– Det tager jeg fra turnering til turnering som hidtil.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK