Lige nu læser andre
For fjerde gang i landets fodboldhistorie har Algeriet kvalificeret sig til en VM-slutrunde.
Nordafrikanerne vandt tirsdag aften med 1-0 på hjemmebane over Burkina Faso i den anden playoff-kamp, og det var akkurat nok til at sende træner Vahid Halilhodžic’ mandskab til næste sommers fodboldfest i Brasilien.
Algeriet havde tabt udekampen med 2-3, men holdet går alligevel videre på reglen om udebanemål, selv om det samlet blev uafgjort 3-3.
Den rutinerede forsvarsspiller Madjid Bougherra blev matchvinder med sin scoring kort efter pausen, da han sendte bolden i mål efter et klassisk klumpspil i straffesparksfeltet.
Læs også
Det var næsten mere, end algerierne kunne have håbet på efter en nervøs og yderst forsigtig første halvleg, hvor der ikke skete ret meget af betydning.
Men scoringen sendte Algeriet i førersædet, og dermed var det alt eller intet for Burkina Faso, der aldrig har været til VM.
Til øredøvende pibekoncerter kastede burkinerne alt frem og ramte stolpen i overtiden, men det lykkedes ikke at lave det livsnødvendige mål. Dermed er algerierne med næste sommer i Brasilien.
Alle fem afrikanske VM-deltagere er nu klar. Tidligere har Nigeria, Elfenbenskysten, Cameroun og Ghana kvalificeret sig.
/ritzau/