Forside Nyheder Jan Ø. Jørgensen åbner sæsonfinale med sejr

Jan Ø. Jørgensen åbner sæsonfinale med sejr

Jan Ø. Jørgensen åbner sæsonfinale med sejr

Lige nu læser andre

Danmarks bedste herresingle Jan Ø. Jørgensen fik en fin åbning på sæsonfinalen i badminton, der spilles i Malaysia.

Jørgensen var oppe mod Boonsak Ponsana fra Thailand, og det endte med en dansk sejr i tre sæt. 21-19, 13-21, 21-11 lød cifrene i dansk favør efter en lille times spil.

Første sæt var tæt, men fra midtvejs i sættet var det hele vejen med danskeren et lille skridt foran.

Ponsana fik godt nok kæmpet sig tilbage i flere omgange. Ponsana gjorde 11-15 til 15-15 og 15-19 til 19-19, men Jan Ø. Jørgensen holdt hovedet koldt og tog sættet 21-19.

Læs også

Og det skulle vise sig særdeles vigtigt, for ellers havde kampen formentlig endt med et nederlag i to sæt. I andet sæt var danskeren nemlig statist. Ponsana bragte sig i front med 5-0 og holdt sættet igennem stor afstand til Jørgensen.

Heldigvis – set med danske briller – skiftede billedet totalt i tredje sæt. Her var det Jan Ø. Jørgensen, der kom flyvende fra start og gjorde Ponsana til statist.

Godt nok blev 3-0 til både 3-3 og 4-4, men så afgjorde Jørgensen reelt kampen ved at score syv point på stribe til 11-4. Den korte pause – og opsangen fra træneren – hjalp ikke Ponsana. Jørgensen kørte sættet i hus uden problemer.

I forsøget på at komme videre til semifinalen var sejren vital for Jan Ø. Jørgensen. I den fire mand store pulje venter blandt andre verdensetteren Lee Chong Wei, som Jan Ø. Jørgensen har det svært mod.

Og det bliver næppe nemmere i Malaysia, hvor et vildt hjemmepublikum vil bakke deres helt op.

I modsætning til årets øvrige turneringer spilles der puljekampe i sæsonfinalen. Det er kun de otte bedste i verden i hver kategori, der er med i Malaysia. Her spilles der alle mod alle i to puljer af fire, hvorfra de to bedste avancerer til semifinalerne.

Danmark har fået en perfekt åbning på turneringen. Både damedoublen Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl og herredoublen Carsten Mogensen/Mathias Boe vandt onsdag morgen dansk tid deres indledende kampe i to sæt.

Senere torsdag skal Christinna Pedersen i aktion igen – denne gang i mixeddouble med makkeren Joachim Fischer.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK