Lige nu læser andre
Det svenske fodboldforbund har fået masser af kritik i hjemlandet, da man i forbindelse med den årlige fodboldgalla i november gjorde forskel på mænd og kvinder.
Midtbanespilleren Anders Svensson blev tildelt en bil for at slå landskampsrekorden hos herrerne, mens Therese Sjögran – der har spillet flere landskampe end Svensson – ikke fik nogen bil.
Nu blander Sveriges største fodboldstjerne, Zlatan Ibrahimovic, sig i debatten.
– Den diskussion, der foregår omkring det svenske fodboldforbunds vurdering af præstationer inden for herre- og damefodbold, er en dårlig vits, siger Ibrahimovic til avisen Expressen.
Læs også
– Ude i Europa bliver jeg sammenlignet med spillere som Messi og Ronaldo. Her i Sverige bliver jeg sammenlignet med kvindelige fodboldspillere. Skal jeg skamme mig over at være svensk fodboldspiller, spørger Paris Saint-Germain-stjernen.
– Med al respekt for det, kvindelige fodboldspillere gør, og de har gjort det meget godt, så er det ikke retfærdigt at sammenligne damefodbold med herrefodbold.
– Jeg mener, at den kritik, der bliver rettet mod forbundet, er respektløs over for Svensson og kaster mørke skygger over hans præstation, siger Ibrahimovic.
Den målfarlige PSG-angriber blev i forbindelse med gallashowet i november for ottende gang hædret som Sveriges bedste fodboldspiller.
/ritzau/