Forside Nyheder Wall Street jubler over det bedste aktieår siden 1997

Wall Street jubler over det bedste aktieår siden 1997

Wall Street jubler over det bedste aktieår siden 1997

Lige nu læser andre

Aktieinvestorerne i USA kan se tilbage på et usædvanligt godt år med store afkast. Og kurserne ventes at fastholde den opadgående retning i 2014, men slet ikke i samme tempo som i år.

S&P 500-indekset, der omfatter 500 af de største selskaber på Wall Street og derfor anses for at afspejle tendenserne på aktiemarkedet bedst, er steget 29 procent i år, skriver Bloomberg News.

Med kun en handelsdag tilbage – nytårsaftensdag – har S&P 500 kurs mod den største årlige stigning siden 1997.

Især i de seneste godt to uger er kurserne blevet banket i vejret.

Læs også

Fra 13. til 27. december steg indekset 3,7 procent efter optimistiske udmeldinger fra den amerikanske forbundsbank om udsigterne for USA's økonomi.

– Det viser, at aktiekulturen ikke er død. På et tidspunkt glemte vi, at aktier fortsat er en god langsigtet investering, siger Joseph Quinlan, aktiechef hos Bank of America, til Bloomberg.

S&P 500 ramte et 12-årigt lavpunkt i 2009, da finanskrisen var på sit højeste. Siden er det gået frem med 172 procent.

Dow Jones-indekset, der omfatter 30 af de største amerikanske aktieselskaber, nåede mandag det højeste niveau nogensinde.

Forudsat, at kurserne ikke falder voldsomt i tirsdagens handel, har indekset i 2013 givet det bedste afkast siden 1996.

Kurserne ventes også at stige i 2014. Men langt fra så kraftigt som i år. En rundspørge blandt eksperterne på Wall Street viser, at S&P de kommende 12 måneder ventes at stige 5,9 procent ifølge Bloomberg News.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK