Forside Nyheder Wawrinka hylder Djokovic: Fantastisk at besejre ham

Wawrinka hylder Djokovic: Fantastisk at besejre ham

Wawrinka hylder Djokovic: Fantastisk at besejre ham

Lige nu læser andre

Stanislas Wawrinka skulle ikke skele for meget til statistikken, før han tirsdag gik ind til sin kvartfinalekamp mod Novak Djokovic ved Australian Open i Melbourne.

Den schweiziske tennisspiller var bagud 2-15 i indbyrdes møder og havde tabt de seneste 14 kampe mod Djokovic, der desuden havde vundet den australske grand slam-turnering de seneste tre år.

Stanislas Wawrinka gik dog op mod alle odds og sejrede med cifrene 2-6, 6-4, 6-2, 3-6, 9-7, så han samtidig satte en stopper for sin serbiske modstanders stime på 28 kampe uden nederlag.

– Det er fantastisk at besejre Novak her, siger Stanislas Wawrinka ifølge nyhedsbureauet AFP.

Læs også

– Han er så svær at besejre. Han er en fantastisk mester. Han kæmper altid og finder altid en løsning, siger schweizeren.

For et år siden tabte Stanislas Wawrinka 10-12 i femte sæt til Novak Djokovic ved Australian Open, og ved sidste års US Open vandt serberen en indbyrdes kamp i semifinalen over fem sæt.

– Sidste gang fandt han hele tiden løsninger mod mig i femte sæt. Han var den bedste. Men ikke i dag.

– Jeg vandt, fordi jeg hele tiden forsøgte at finde løsninger. Jeg er virkelig, virkelig, virkelig, virkelig glad, siger Stanislas Wawrinka.

Han skal i semifinalen møde tjekken Tomas Berdych.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK