Her er en kronologi i sagen om Malaysia Airlines-passagerflyet MH370, som forsvandt fredag og endnu ikke er fundet:
Lørdag, 8. marts:
– Malaysia Airlines MH370 flyver fredag 17.41 dansk tid med 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer. Det skulle efter planen være landet i Kinas hovedstad, Beijing, klokken 23.30 dansk tid.
– Luftfartsselskabet mister kontakten til flyet mellem en og to timer, efter at det er lettet. Der kommer ikke noget nødsignal, og vejret er fint.
– Man har den sidste kontakt med flyet, da det er 120 sømil øst for den malaysiske kystby Kota Bharu.
– Vietnamesiske luftfartsmyndigheder oplyser, at flyet ikke som planlagt har meldt sin ankomst 18.21 i luftrummet over havet mellem Malaysia og Ho Chi Minh City.
– Flyovervågningssiden flightaware.com viser flyet flyve i nordøstlig retning over Malaysia, efter at det er lettet og stiger mod 35.000 fod. Flyet forsvinder fra hjemmesidens overvågning et minut senere, mens det stadig stiger.
– Malaysiske eftersøgningsskibe finder ingen vragdele, hvor man sidst havde kontakt med flyet. Vietnam oplyser, at man har spottet to store oliepøle og røgsøjler over havet.
– To mænd fra Østrig og Italien, der er oplistet som passagerer, er ikke om bord. De fortæller, at deres pas er blevet stjålet.
Søndag, 9. marts:
– Malaysia Airlines frygter "det værste" og arbejder sammen med et amerikansk selskab, specialiseret i katastrofehjælp.
– Indikationer fra radar tyder på, at flyet er vendt om, før det forsvinder.
– Malaysiske redningshold udvider deres eftersøgning til landets vestkyst.
– Interpol bekræfter, at mindst to pas, der er registreret som stjålne i deres database, er anvendt af passagerer om bord.
– Myndighederne fokuserer efterforskningen på, at flyet er "gået fra hinanden oppe i luften", siger en kilde fra efterforskningen til nyhedsbureauet Reuters.
Mandag, 10. marts:
– Amerikanske spionsatellitter viser ingen tegn på eksplosioner i luften.
– Adskillige skibe og fly fra syv lande søger i havet omkring Malaysia og det sydlige Vietnam, og der stilles spørgsmål, om en bombe eller kapring kan være årsag til, at flyet er styrtet.
– Kapring kan ikke udelukkes, siger chefen for Malaysias luftfartsmyndigheder.
– Undersøgelser af fundet oliepøl afslører, at det ikke er fra flyet.
– Kina kritiserer Malaysia for en ringe indsats i efterforskningen.
Tirsdag, 11. marts:
– Kina sender 10 satellitter i luften for at søge efter flyet.
– Man begynder at søge på land, på Malaysias vestkyst og nord for Sumatra – alle steder der ligger langt fra, hvor man sidst havde kontakt til flyet.
– Vietnam beder fiskere om at fiske efter "alt andet end fisk."
– Interpol sætter navn på to personer med stjålne pas, og siger, at de er iranere og næppe står bag et terrorangreb.
– Malaysiske myndigheder siger, at de to mænd menes at være asylansøgere og ikke terrorister.
– Der kommer meldinger om, at flyet er vendt 180 grader, gledet lidt ned i højde og er fløjet adskillige hundrede kilometer tilbage og ind over Malaccastrædet, vest for Malaysia. Oplysningen kommer fra en kilde i Malaysias militær.
Onsdag, 12. marts:
– Militæret i Malaysia afviser at have spottet flyet i Malaccastrædet.
– Malaysia Airlines siger, at selskabet ikke har grund til at tro, at besætningen er skyld i flyets forsvinden.
– Malaysia beder Indien om hjælp i eftersøgningen.
Kilde: Reuters og AFP
/ritzau/