Forud for folkeafstemningen har forventningen været, at borgerne på Krim vil stemme for at tilslutte sig Rusland.
På halvøen ved Sortehavet er 60 procent af de to millioner indbyggere enten prorussiske eller etniske russere, mens krimtatarerne og mange ukrainere på forhånd har bebudet at boykotte afstemningen.
Ifølge ukrainske embedsmænd er der nu flere end 20.000 russiske styrker på Krim.
Her kan du læse, hvordan folkeafstemningen kommer til at foregå:
* Afstemning
Valgstederne åbner klokken syv dansk tid og lukker klokken 19. De to millioner indbyggere på Krim har mulighed for at stemme ved 1200 valgsteder.
* Observatører
I alt 135 udenlandske observatører fra 23 lande følger afstemningen nøje. Men Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) deltager ikke, fordi OSCE opfatter afstemningen som værende i strid med den ukrainske forfatning.
* Medier
623 journalister fra 129 medier er akkrediteret, og der er etableret et pressecenter i Simferopol.
* Valgstedsmålinger
Valgstedsmålinger ventes offentliggjort kort tid efter, at valgstederne lukker.
* Stemmeberettigede
Omkring 1,5 millioner stemmesedler er blevet trykt, lyder det fra arrangørerne, der afviser påstande fra overgangsregeringen i hovedstaden Kijev om, at der bliver trykt flere for at forfalske resultatet.
* Resultater
Det endelige valgresultat ventes at foreligge mandag morgen, hvorefter Krims prorussiske myndigheder vil erklære halvøen for uafhængig fra Ukraine og officielt ansøge om at tilslutte sig Rusland.
(Kilder: AFP m.fl.)
/ritzau/