Forside Nyheder FAKTA: Her er reaktionerne på Krims ja til Rusland

FAKTA: Her er reaktionerne på Krims ja til Rusland

FAKTA: Her er reaktionerne på Krims ja til Rusland

Vælgerne på den ukrainske halvø Krim gik søndag til folkeafstemning og besluttede ifølge foreløbige optællinger, at området skal være en del af Rusland.

Folkeafstemningen er blevet mødt med kritik i Vesten. Her nogle af de internationale reaktioner:

* Storbritanniens udenrigsminister, William Hague:

– Intet i den måde, som folkeafstemningen er blevet udført på, bør kunne overbevise nogen som helst om, at det var en legitim handling. Det er at latterliggøre demokratisk praksis.

* Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier (til tv-stationen ZDF):

– Nu bliver vi nødt til at tage beslutninger, der klart vil vise vores holdning til forberedelserne af denne annektering. Næste skridt vil bestå af en række sanktioner.

* Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius:

– Folkeafstemningen, der i dag blev afholdt på Krim er ulovlig og i strid med Ukraines forfatning. Det gør det endnu mere illegitimt, at afstemningen foregik under trusler fra russiske besættelsesstyrker.

– Rusland har som permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd et særligt ansvar på den internationale scene. Det skal anerkende og respektere Ukraines territoriale suverænitet og integritet.

* Formand for EU-Parlamentet Martin Schulz:

– Jeg beklager denne folkeafstemning, der har fundet sted, da den var illegitim, ulovlig og har kompliceret fremtidige bestræbelser på at løse krisen. Denne afstemning var hverken gyldig under ukrainsk eller international lov.

Kilde: AFP, Reuters, Ritzau

/ritzau/

Ads by MGDK