Lige nu læser andre
Oscar Pistorius havde bestilt seks våben, få uger før han skød og dræbte sin kæreste Reeva Steenkamp.
Det kom frem under mandagens retsmøde mod den benamputerede atlet i Sydafrika.
I Sydafrika er det ulovligt at eje flere end fire våben, med mindre særlige omstændigheder gør sig gældende.
En licensudsteder, Sean Rens, vidnede mandag og forklarede, at Pistorius havde et godt kendskab til våbenloven, hvilket er dokumenteret ved en test.
Læs også
– Transaktionen blev annulleret en måned før skudepisoden, siger Rens.
Da Pistorius skød Steenkamp på valentinsdag sidste år, havde OL-sprinteren bestilt seks pistoler – deriblandt en Smith & Wesson 500 – der af producenten beskrives som den mest "kraftfulde pistol i verden".
Pistorius svarede korrekt, da han gennemførte en test for våbenejere.
På et spørgsmål, om han ville skyde mod en tyv, der stjal et tv fra hans hus, svarede han korrekt:
– Nej, der er ingen livsfare.
Pistorius har allerede erkendt, at det var ham, der skød og dræbte sin modelkæreste, da hun gemte sig på toilettet i hans hjem natten til 14. februar sidste år.
Han hævder dog, at han troede, at det var en indbrudstyv, mens anklageren vil forsøge at bevise, at Pistorius skød Steenkamp med fuldt overlæg.
Pistorius står ud over drabet anklaget for tre forhold, blandt andet affyring af pistol på en restaurant og besiddelse af ulovlig ammunition.
På trods af sit kendskab til våbenloven havde Pistorius – ifølge Rens – forklaret, at han engang trak sin pistol i hjemmet, da han hørte en mærkelig lyd, som viste sig at komme fra vaskemaskinen.
Oscar Pistorius har kastet op et par gange under retssagen. Den ene gang, da en retsmediciner redegjorde for skudskader på kærestens krop.
/ritzau/AFP