Lige nu læser andre
Oprykkerne GOG leverede en solid overraskelse, da holdet onsdag vandt med hele 30-22 på udebane over guldaspiranten Skjern i håndboldherrernes DM-slutspil.
Cifrene er endnu mere imponerende, når man tager i betragtning, at sydfynboerne var bagud med 14-18 i anden halvleg, men ifølge GOG-træner Jakob Larsen er der en naturlig forklaring på den voldsomme drejning.
– Skjern spillede i Montpellier søndag og har haft en lang rejse i benene. Så jeg vidste, at de ville blive lidt matte, som kampen skred frem, for det er meget de samme soldater, de bruger.
– Jeg havde regnet med, at de blev trætte, men man kunne selvfølgelig ikke forvente, at de gav fuldstændig op til sidst, siger Jakob Larsen.
Læs også
Hans hold gik fra 22-22 til 30-22 i kampens slutfase mod et opgivende Skjern-mandskab, og nu ligger de to hold side om side i toppen af slutspilspuljen.
Begge hold ligner gode bud på deltagere i semifinalerne, men GOG-træneren vil slet ikke deltage i medaljesnakken endnu.
– Vi har vundet to kampe i slutspillet og har fire point. Der er 12 point at spille om alt i alt, så der er rigtig lang vej endnu. Mig bekendt er der ikke nogen hold, der er kommet i en semifinale med fire point, påpeger Larsen.
Alene det, at oprykkeren GOG blander sig i kampen om semifinalepladserne er over al forventning.
– Vi har et hold, der har rendt rundt og spillet 1. division i flere sæsoner, og det er meget begrænset, hvad vi har fået af tilgang. Det er stort set de samme spillere, som spillede i den næstbedste række, men de har så meget vilje, de drenge.
– De er unge og sultne og kender konceptet, fordi de er vokset op på Fyn og ved, hvordan GOG spiller, forklarer Jakob Larsen.
Næste kapitel i fortællingen om GOG's rejse tilbage til den danske håndboldtop bliver skrevet 28. marts, hvor holdet gæster Århus Håndbold.
/ritzau/