EU og Ukraine har fredag morgen i Bruxelles skrevet under på de politiske kapitler i en over 1200 sider lang aftale med det lidet mundrette navn Associeringsaftale med et Dybt og Omfattende Frihandelsområde. I Bruxelles kendt som AA og DCFTA.
Her er hovedpunkterne i den samlede aftale, som efter planen skal være fuldt på plads senest til november i år.
* AFTALENS INDLEDNING
– EU og Ukraine deler fælles værdier for demokrati, respekt for menneskerettigheder, grundlæggende friheder og retsstatens principper.
– Ukraine er et europæisk land, som deler historie og værdier med EU's medlemslande.
– Ukraine stræber mod Europa. EU byder Ukraines europæiske valg velkommen – herunder kursen mod holdbart demokrati og markedsøkonomi.
– Udbygningen af forholdet afhænger blandt andet af konkrete fremskridt for at sikre respekten for de fælles værdier og tilpasse sig EU politisk, økonomisk og juridisk.
* POLITISK ASSOCIERING OG ØKONOMISK INTEGRATION:
– EU støtter arbejdet med centrale reformer, økonomisk genrejsning, vækst, regeringsførelse og samarbejde inden for blandt andet energi, transport, miljøbeskyttelse, industrien, socialområdet, ligestilling, forbrugerbeskyttelse, uddannelse, unge og kultur.
– Ukraine tilpasser sin lovgivning til EU's love, normer og standarder for at få bedre og mere internationalt konkurrencedygtige produkter og yde bedre service til ukrainerne.
– Ukrainske statsborgere får adgang til at rejse ind i EU uden visum.
* MØDER:
– EU og Ukraine vil jævnligt holde topmøder og møder blandt ministre, embedsmænd, parlamentarikere og borgergrupper.
* HANDEL OG ØKONOMI:
– Importtolden fjernes på så godt som alle varer. EU har allerede fremskyndet sin del for næsten toldfri import fra Ukraine.
– Øget samarbejde inden for blandt andet energi, budgetstyring, miljø, finansmarkedet, minedrift, industripolitik, it, turisme, landbrug, fiskeri, forbrugerbeskyttelse, beskæftigelse, uddannelse, kultur og sport.
Kilde: EU's udenrigstjeneste.
/ritzau/