Forside Nyheder Magnussen får dårlig optakt til lørdagens kvalifikation

Magnussen får dårlig optakt til lørdagens kvalifikation

Magnussen får dårlig optakt til lørdagens kvalifikation

Racerkøreren Kevin Magnussen blev som den eneste af de 22 kørere i Formel 1-feltet ikke noteret for en omgangstid i lørdagens træning.

Magnussen sluttede dermed sidst i den afsluttende test af bilerne inden lørdag eftermiddags kvalifikation på Sepang-banen i Malaysia.

Og den manglende notering er ikke et godt tegn, mener den unge racerkørers far Jan Magnussen.

– Det er selvfølgelig en ulempe, at de andre kørere får tid på banen. Men hellere have problemer nu end i kvalifikationen eller under selve løbet søndag, siger han.

Jan Magnussen mener, at tekniske problemer kan være årsagen til, at McLaren-bilerne kun var få minutter på banen.

Kevin Magnussen gennemførte ikke en eneste fuld omgang. Han var banen rundt fem gange, men kørte hver gang i pit inden målstregen, og derfor blev der ikke taget tid på ham.

Hovedparten af de 60 minutter, kørerne havde mulighed for at træne i, holdt Magnussens bil i garagen.

Hans teammakker på McLaren-holdet, Jenson Button, nøjedes med at køre fire omgange og blev noteret for en tid langt fra de bedste og endte på 21.-pladsen.

McLaren har ikke udtalt sig om træningen og årsagen til, at holdets kørere kun var på banen i få minutter.

De to Mercedes-kørere, Nico Rosberg og Lewis Hamilton, kørte de hurtigste omgange.

Bedømt ud fra omgangstiderne under dagens og fredagens træning har Mercedes fortsat de hurtigste biler i feltet. Rosberg vandt det første løb i Australien, mens Hamilton udgik af løbet i Melbourne efter få omgange.

Kvalifikationen begynder klokken 16 lokal tid (klokken 9.00 i Danmark).

/ritzau/

Ads by MGDK