Lige nu læser andre
Rederiet Stena Line oplevede i marts en fremgang på hele 250 procent i salget af dagsrejser mellem Göteborg og Frederikshavn. Det skyldes først og fremmest, at Stena Line sænkede priserne på blandt andet øl, whisky og vodka ombord på færgerne, der sejler mellem Göteborg og Frederikshavn.
Det var planen, at disse tilbud kun skulle gælde i marts, men Stena Line har besluttet at fortsætte frem til 4. maj og endda udvide satsningen til også at gælde på ruten mellem Varberg og Grenaa.
Omsætningen i Stena Lines flydende grænsebutik steg i marts med 190 procent, men statistikken viser også, at det samlede salg på færgerne er øget med 106 procent.
– Der er ingen tvivl om, at vores stærke priser på alkohol er den vigtigste årsag til den markante stigning, men forklaringen er også vores nye prisstrategi, hvor vi sælger rejserne billigere, mener salgs- og markedschef Thomas Christiansen fra Stena Lines danske hovedkontor i Frederikshavn.
Læs også
Flere tilbud ombord på færgerne er så billige, at danskerne også med fordel kan grænsehandle på færgerne. Eksempelvis koster 24 dåseøl (blandt andet Carlsberg og Heineken) 119 svenske kroner. Det svarer til 99 danske kroner, hvilket er markant billigere end i danske supermarkeder.
Dan Kobberup er handelschef i Frederikshavn, og han kan tydeligt mærke, at der har været flere svenskere i gågaden i Frederikshavn i marts.
– Det et dejligt, og vi håber, at Stena Line fortsætter strategien med at satse på volumen og fornuftige priser. Gør de det, smitter det øjeblikkeligt af på travlheden i butikkerne i Frederikshavn, siger Dan Kobberup.
Det bekræfter butikschef Per Knudsen fra Dansk Factory Outlet, som er den første butik, svenskerne ankommer til i gågaden i Frederikshavn.
– Vi kan se en hale af svenskere trække op igennem gågaden, når færgerne ankommer, og vi har perioder med 50-70 mennesker på én gang i vores butik. Heldigvis handler de også, så det er fantastisk, at Stena Line fortsætter sin satsning en måned mere, udtaler Per Knudsen.